gode råd til din jobsøgning Ansøgning - Den opfordrede ansøgning

Den opfordrede ansøgning tager udgangspunkt i et stillingsopslag fra en virksomhed, der søger en konkret stilling besat.

En ansøgning skal du se som et følgebrev til dit CV. Ansøgningen er et vigtigt dokument, fordi det er med til at give et indblik i dine kompetencer, dit arbejdsliv og din motivation for den stilling du søger. Din ansøgning skal være målrettet, kort og præcis samt relatere til dit CV. 

Værd at vide
Der skelnes typisk mellem to typer ansøgninger.

  1. Den opfordrede ansøgning retter sig moden jobannonce, som en virksomhed har slået op. Overskriften, indledningen, samt dine faglige kompetencer, har dermed stor relevans i forhold til annoncen.
  2. Den uopfordrede ansøgning er en motiveret ansøgning, hvor du ikke søger på baggrund af en opslået jobannonce. Denne type ansøgning kræver, at du er kreativ og kan fange din læser, både med overskrift, indledning og baggrund.

Herunder kan du se nærmere, hvad du skal være opmærksom på, inden du sætter dig til skrivetasterne, når du vil skrive en opfordret ansøgning. 

Den opfordrede ansøgning

  • En opfordret ansøgning henvender sig til konkrete jobannoncer.
  • Jobportaler, sociale medier som Facebook og LinkedIn, er bl.a. værktøjer, du kan anvende til at finde relevante jobannoncer.
  • En typisk annonce indeholder virksomhedens tilbud og krav til dig, praktiske oplysninger samt informationer om virksomheden og dens produkter.
  • Et indgående kendskab til en annonces indhold sætter dig i stand til at matche annoncens krav med dine egne kompetencer.
  • Hvis du føler, at du ikke kender virksomheden tilstrækkeligt, kan du altid finde relevant information på virksomhedens hjemmeside. Hvilke værdier har de? Hvordan er personalepolitikken? Hvordan er organisationen?
  • Det kan også være en idé at ringe til virksomheden og høre nærmere om stillingen. Sørg for at være godt forberedt inden du ringer. Skriv en række relevante spørgsmål ned, som du vil stille virksomheden.
  • Inden du udformer dit CV og din ansøgning, skal du læse annoncen grundigt igennem, så du sikrer dig, at din ansøgning modsvarer de krav, annoncen stiller. Din ansøgning skal være klar og tydelig i forhold til indhold og layout.
  • Skriv ansøgningen i et jævnt og almindeligt sprog. Undgå svære faglige udtryk og klichéer. Hvis jobannoncen indeholder faglige udtryk, kan det dog være godt at vise, at du kender dem.
  • Undgå stavefejl. Stavefejl kan indikere sjusk, derfor skal du altid nærlæse dit indhold eller få en sproglig kyndig person til at læse din ansøgning igennem.
  • Dit layout skal være læsevenligt og tydeliggøre din struktur.
  • Din ansøgning må gerne have overskrifter eller være punktopstillet. Sørg for at dit indhold stemmer overens med det, du præsenterer i dit CV.

Ansøgning - Den opfordrede ansøgning

HENT INFOGRAPHIC I PDF

4 tips til den opfordrede ansøgning

Tips 1

Overskriften er et vigtigt element i din ansøgning. En overskrift som eksempelvis, ’ansøgning’, har svært ved at fange modtageren, fordi den ikke fortæller, hvad du kan byde ind med og er upersonlig. Et eksempel på en overskrift kunne være: ”Erfaren kundeorienteret salgskonsulent søger…..”. Overskriften her viser, at ansøgeren har erfaring indenfor sit felt og lægger vægt på kundeorientering, hvilket vækker læserens nysgerrighed i forhold til fokus og kompetence.

Tips 2

Din indledning skal være kort og præcis. Fortæl hvor du har set annoncen, nævn kort dine spidskompetencer relateret til jobbet og motivér, hvorfor du er interesseret i stillingen. Det er også her, at du kan nævne, at du har haft en telefonsamtale med en ansvarlig i virksomheden.

Tips 3

Matche kravene og fortælle om, hvordan dine faglige og personlige kompetencer matcher virksomhedens krav. Du skal skrive fremadrettet og have et fremtidssyn i forhold til, hvad du kan tilbyde. Det er især godt, at du gør det klart, hvordan du kan løse de arbejdsopgaver, som virksomheden stiller. Eksempelvis kunne en sætning være: ”Jeg kan administrere og rådgive kunder i forhold til produkt X, som jeg har erfaring med fra virksomhed Y”. Skriv i et sprog, som er klart og troværdigt. Skriv hvad du kan, men pas på med ikke at oversælge dine evner. Det kan hurtigt vække skepsis hos læseren. Mange virksomheder bruger rekrutteringsprogrammer, så det kan være en god idé at bruge nogen af de samme ord, der anvendes i jobannoncen.

Tips 4

Din afslutning skal være kort og præcis og sammenfatte, hvorfor du er den rette kandidat til jobbet. En afslutning kunne eksempelvis være: ”Jeg ser frem til at høre fra jer, og det vil glæde mig at komme til en personlig samtale, hvor jeg kan præsentere mig selv nærmere”. Du slutter af med at skrive under. Husk at medsende dit CV sammen med din opfordrede ansøgning samt eventuelle andre papirer – eksamensbeviser, udtalelser, referencer – hvis dette efterspørges i annoncen.

Få flere råd