Reaktioner på forandringer
Verden forandrer sig imens vi forsøger at følge med. Forandringer er uomgængelige, og måske særligt i den tid, vi lever i. Der tales om omstillingsparathed og agilitet. Vi skal være indstillet på at følge udviklingen og at tilpasse os nye omstændigheder. Og allerede inden vi har fundet rytmen, skal vi måske indstille os på flere forandringer.
Hvad kræver omstillingsprocessen af os?
Nogle mennesker trives godt i faste, forudsigelige rammer og rutiner mens andre i større grad foretrækker at være i konstant udvikling og nytænkning. Forandringsparathed handler dog ikke udelukkende om personlige præferencer. Det handler også om kontekst. Det gælder som regel, at des større forandringen opfattes at være, des større krav stiller den til vores mentale ressourceforbrug i omstillingsprocessen. Det gælder også, at des flere samtidige forandringer der forekommer, des mere krævende kan omstillingsprocesserne blive.
Når vi står foran store eller mange forandringer, kan det være naturligt at reagere med skepsis eller vagtsomhed. Især hvis vi var trygge ved og gode til det gamle og velkendte. Det sparer nemlig tid og mentale kræfter at have faste rutiner. Derfor kan det være forbundet med psykologisk ubehag som følelser af utryghed, frygt eller overvældelse at skulle omstille sig til forandringer. Selv de forandringer som vi selv har ønsket, eller som vi har erkendt er nødvendige, kan være krævende. Den mentale omstillingsproces, hvormed vi tilpasser os forandringer, kalder vi transitioner. Det er normalt at forskellige mennesker reagerer forskelligt på de samme forandringer, fordi vores præferencer, motivation og mentale overskud varierer. Dermed vil en transition se forskellig ud fra person til person og fra kontekst til kontekst.
Refleksionsøvelse:
Hvilke af nedenstående forandringer ville være relativt små og hvilke ville være store for dig?
Hvor mange af nedenstående forandringer ville du kunne håndtere på samme tid?
Kender du andre, der i modsætning til dig ville have anderledes let/svært at blive stillet over for de samme forandringer?
- at dit nærmeste supermarked lukker
- at flytte
- at skifte telefon
- at få børn
- at skifte job
- at NemID bliver til MitID
- at blive syg
- at opdatere en app
- at skifte bank
- at smage en ny ret
- at benytte kunstig intelligens til at løse arbejdsopgaver
- at miste et kæledyr
Bjergmetaforen
For at give et billede på hvordan transitioner kan opleves, benytter vi i AS3 ofte bjergmetaforen. Metaforen kan hjælpe med at sætte ord på, hvad der sker i os, når vi bevæger os fra én virkelighed til en ny. Det kan være sig som følge af ændringer i vores jobsituation, arbejdsidentitet, helbred eller måske det hele på samme tid.
Forestil dig, at du står på toppen af et bjerg. Du kender bjerget godt, fordi du i sin tid har besteget bjerget. Bjerget er din virkelighed, og du ved præcis, hvordan du skal forholde dig til og navigerer på bjerget.
Forestil dig så, at der sker en forandring, som gør at det bjerg, du står på toppen af, ikke længere kan fungere som dit bjerg. Det kan være at ændringer i klimaet, fauna eller pludselige begivenheder som jordskælv eller stenskred gør bjerget usikkert eller ubeboeligt for dig. Du må begynde rejsen ned ad bjerget.
På vejen ned, er der mange ting, som du skal tage afsked med. Det kan være din udkigspost, din lejr eller den kilde, der har forsynet dig med drikkevand. Måske der er ting, som du kan samle op og tage med dig videre på rejsen, mens du må sige farvel til andre. Nogle ting kan være svære at tage afsked med, og du kan måske opleve at få lyst til holde fast i nogle af de skønne ting fra bjerget. Det kan gøre din rejse ned ad mere besværlig og langsommelig.
Du når til foden af det forsvindende bjerg, og du bevæger dig videre ud i verden på jagt efter et nyt bjerg at slå dig ned på. Det kan føles usikkert, fordi du ikke ved hvad du kan forvente af et andet bjerg. Du kan begynde at overveje, hvad du godt kunne tænke dig, af det nye bjerg – skal det være et bjerg med mange eller få træer? Skal det være stejlt eller mere jævnt
På et tidspunkt finder du det rette bjerg, og så skal du i gang med den hårde opgave det er, at bestige det nye bjerg. Der er mange nye ting du skal forholde sig til f.eks. hvordan bestiger du bedst det nye bjerg? Hvor er det bedste sted at slå lejr? Her tager du typisk nogle skridt frem og nogle skridt tilbage, indtil du havner på toppen af det nye bjerg. Her kan du være indtil der måske igen en dag sker en forandring, som gør at processen må gentage sig.