Virksomhedsrettet forløb i odense for jobparate ledige Manglende motivation spænder ofte ben for jobsøgningen

Siden efteråret 2022 har jobparate ledige tilknyttet Jobcenter Odense været i forløb hos AS3 Employment. Kandidaterne har været ledige længe, og flere har svært ved at finde motivationen i processen. Og det skal vendes, så jobsøgningen igen giver mening og afføder et job.

”Det, der kendetegner de jobparate ledige er, at de ofte er gået lidt kold i jobsøgningen. De er ikke længere så motiveret for at søge job, fordi der simpelthen ikke sker noget. Og det er her, der ligger en vigtig opgave for mig,” fortæller Charlotte Rasmussen, AS3-rådgiver på forløbet.

Nyt blod på tanden
En af de kandidater, som har været tilknyttet forløbet, er Daniel Lindbaum. Han er nyuddannet cand.scient.pol. og har været ledig siden august 2022. Og han mærkede virkelig et behov for, at der skulle ske noget, efter fire måneder uden en eneste samtale.

”Motivationen og troen på et job forsvandt. Det er en enorm ensom proces at være ledig og få afslag efter afslag. Forløbet i AS3 Employment gav mig nyt blod på tanden og hjalp mig op på hesten igen.”

I dag har Daniel været til flere samtaler, og det skyldes ikke mindst, at han i dag står med et meget bedre ansøgningsmateriale. Noget af det, som Daniel har arbejdet med under forløbet, er sin kompetenceprofil.

”Jeg har fået hjælp til at kigge forbi de mange buzzwords i jobopslagene og blive helt konkret i forhold til mine kompetencer, og hvordan de kan skabe værdi for den enkelte virksomhed. Derudover har jeg fået gode råd og tips til, hvordan jeg skiller mig positivt ud i bunken af de mange ansøgere.”

En anden kandidat, der har været tilknyttet forløbet, er Anders Grøn. Han er uddannet markedsføringsøkonom og har været ledig i snart to år. Han var skeptisk, inden han startede på forløbet, men blev positiv overrasket, og selvom han fortsat er jobsøgende, har han fået en ny motivation – og ikke mindst værktøjer til at fastholde motivationen i jobsøgningsprocessen.

”Min motivation går og op ned, og jeg var ikke ligefrem begejstret over at skulle starte på forløbet. Men det blev en øjenåbner for mig, ikke mindst fordi jeg blev mødt af en ny tilgang til jobsøgningsprocessen,” fortæller Anders og uddyber:

”Jeg har fået nogle helt konkrete værktøjer til at vedligeholde og fastholde min motivation. Og så har Charlotte givet mig nye input til, hvordan jeg tænker mig selv mere ind i jobsøgningsprocessen, herunder hvordan jeg får sat mere fokus på mine kompetencer, og hvordan jeg skiller mig ud.”

Anders Grøn har endelig fået taget hul på den uopfordrede ansøgning, og det har været rart at få nogle helt konkrete idéer til, hvordan han har skulle gribe den proces an. Det er nu der, han lægger sit fokus.

Små skridt i den rigtige retning

Udover de individuelle samtaler deltager kandidaterne også i tre temadage, hvor Charlotte underviser. Her har hun blandt andet fokus på den uopfordrede ansøgning og brugen af netværk, introduktion til AS3 Portalen, opbygning af CV og synliggørelse af kompetencer.

”Som rådgiver er det min opgave at gøre forløbet konkret og vedkommende. Derfor bruger jeg eksempler i min undervisning fra det fynske jobmarked, som jo er der, de skal søge job, ligesom jeg bruger AS3 Portalen, som kan hjælpe med at gøre jobsøgningen meget konkret.”

Charlotte kommer med et eksempel:  

”Det bliver meget konkret for kandidaten, når de fx kan anvende det digitale værktøj Virksomhedsøgning. En kandidat havde fx en drøm om at skifte branche og blive bedemand. Men hun havde svært ved at gøre noget ved det."

Derfor introducerede Charlotte hende til Virksomhedssøgning, hvor hun kunne få et overblik over alle bedemænd i Odense og omegn. Hun sad med den konkrete liste og fik blod på tanden. Men havde svært ved at tage det næste skridt turde samtidig ikke at tage næste skridt.

"Vi aftalte, at hun som det første, skulle søge noget information hos bedemændene – uden at det nødvendigvis behøvede at føre til mere. Men det endte jo med, at en bedemand tilbød hende at være med på job/kigge forbi og så evt. efterfølgende komme i praktik på stedet,” fortæller Charlotte, der straks mærkede en ny motivation hos kandidaten og modet til selv at kontakte andre i søgning efter praktik og eller job.

Motivationen skal komme indefra
For at finde frem til kandidatens motivation, kræver det, ifølge Charlotte, at der i samtalen også er fokus på kandidatens værdier og drive. Motivation og værdier hænger uløseligt sammen. ”Hvad er du drevet af? Hvad er dine værdier?”

”Et spørgsmål, jeg ofte stiller kandidaterne er:  ”Søger du job for at tilfredsstille andre/systemet, eller gør du det for dig selv?” For hvis motivationen ikke kommer indefra, afspejler det jobsøgningen. Det er en ond spiral,” fortæller Charlotte Rasmussen og uddyber:

”Min opgave er derfor at hjælpe med at få motivationen tilbage på kandidatens egen banehalvdel. De skal tage ejerskab.”

For mange er det et wake up-call at blive mere skarp på, hvad der reelt motiverer dem, og hvordan de får jobsøgningen tilbage til at være et projekt, de selv er motiveret for og interesseret i at lykkes med.

Realistisk jobsøgning
Charlotte taler også med kandidaterne om deres reelle tidsforbrug på jobsøgning.

”Når motivationen er dalende, bruger kandidaten ofte ugen på andre opgaver, og pludselig har man reelt kun fire effektive jobsøgningstimer om ugen. Og det er ikke nok. Det er en vigtig erkendelse, fordi kandidaten også er nødt til at være realistisk omkring, hvad det egentlig kræver at søge et job.”

Daniel synes, det var rart at blive mødt af en rådgiver, der gik realistisk til jobsøgningen.

”Jeg synes også det har været rart at komme et sted, hvor I er realistiske i forhold til, hvad det kræver at komme i job. Det er jo helt normalt at skrive 100 ansøgninger, inden du lander et job. Der er en stigmatisering i at gå ledig, og det kan også være skamfuldt. Sådan har jeg i hvert fald haft det i perioder, og jeg har helt sikkert også undervurderet processen.”

Fakta om forløbet
Forløbet i Odense er et individuelt jobrettet forløb, hvor målet er - gennem både individuelle samtaler og holdundervisning - at hjælpe kandidaterne i job eller finde virksomhedspraktik, der fører til job. Forløbet varer max fem uger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev