Samarbejde med jobcenter Aarhus Mød Mathias - kandidat på unge-forløb

Mød Mathias Aamand Pedersen. Han er 21 år og netop i gang med et praktikforløb hos Hørkram Foodservice A/S, hvor han arbejder som lagermedarbejder i fire uger.

Inden praktikken var Mathias tilknyttet unge-forløbet i Ryesgade i Aarhus, hvor han haft sin daglige gang siden december. Forløbet er et samarbejde mellem AS3 Employment og Ungecenter Kalkværksvej, Unge, Job og Uddannelse, Aarhus Kommune og er målrettet unge mellem 18-29 år, som har brug for ekstra støtte og hjælp til at blive uddannelsesparate. 
 
Efter Mathias blev student i 2019, vidste han ikke, hvad han skulle med sit liv. Et sabbatår blev hurtigt til tre, og stress og angst prægede hans hverdag. Derfor vidste han også godt, at han havde brug for et skub for at komme i gang.  

”Jeg havde brug for hjælp til at finde ud af, hvilken vej jeg nu skulle gå. Skulle jeg i gang med en uddannelse eller finde et job? Jeg havde brug for at støtte til at få det bedre.”  

Han begyndte i unge-forløbet i december 2021, efter anbefaling fra sin rådgiver fra Ungecenter Kalkværksvej, Unge, Job og Uddannelse, Aarhus Kommune.

I begyndelsen tænkte han, at forløbet skulle hjælpe ham med jobsøgning og cv, men det gav ham meget mere. 

”Jeg fik meget mere ud af det, end jeg havde forventet. Unge-forløbet er et tilbud, der ikke kun handler om job og uddannelse, men også om hverdagsmestring, motivation og fællesskab.”

Fællesskabet blandt de unge fik også hurtigt en positiv betydning for Mathias. 

”Fællesskabet er fantastisk. Der er plads til alle. Alles meninger betyder noget. Alle vil gerne hjælpe hinanden, så det bliver et rart sted at være. Det er åbent. Og når du opdager, at mange andre unge har det ligesom dig, bliver det bare nemmere. Det hjælper at vide, at du ikke er alene.”  

Mathias har også været rigtig glad for de voksne, der er tilknyttet forløbet: ”De er bare rigtig gode at snakke med. De støtter og guider og skubber til os, når de ved, at vi er klar til næste skridt,” siger Mathias og fortæller, hvordan han blev introduceret til Hørkram Foodservice A/S.

”Bjørn, vores underviser, tog os med på virksomhedsbesøg hos Hørkram Foodservice A/S. Her blev vi vist rundt, og jeg synes, det var et rigtig spændende sted. De havde mulighed for at tilbyde mig en praktikplads, og det takkede jeg ja til med støtte fra Bjørn.” 

Mathias er glad for at være kommet i gang, selvom det også har været en stor omvæltning pludselig at arbejde fuldtid.  

”Jeg kan godt lide det. Det er spændende og sjovt, og man får bevæget sig på lageret i løbet af dagen. Det er nogle søde mennesker, der arbejder her. Man kan også trække sig, hvis man har behov for at være alene, og det er rart for mig.” 

Til spørgsmålet om, hvad Mathias nu drømmer om, er det en uddannelse. Han vil starte på Lyddesign-uddannelsen i Kolding til efteråret. Og han er slet ikke i tvivl om, at unge-forløbet har hjulpet ham til at starte på en videregående uddannelse. 

Kontakt os

Vil du vide mere om vores unge-indsats, og hvordan vi arbejder med de unge på vores forløb i samarbejde med landets jobcentre?

Kontakt Brian Engberg, markedschef i AS3 Employment på 26 27 65 47 eller bre@as3.dk

Læs mere om unge-indsatsen i Aarhus