gode råd til din jobsøgning Ansøgning - Den uopfordrede ansøgning

Modsat den opfordrede ansøgning, så er den uopfordrede ikke målrette en defineret stilling, men mere en virksomhed, som man finder interessant.

En ansøgning er et vigtigt dokument, fordi det er med til at give et indblik i dine kompetencer, dit arbejdsliv og din motivation for den stilling du søger. Du skal se ansøgningen, som et følgebrev til dit CV. Din ansøgning skal være målrettet, kort og præcis samt relatere til dit CV. 

Værd at vide
Der skelnes typisk mellem to typer ansøgninger.

  1. Den uopfordrede ansøgning er en motiveret ansøgning, hvor du ikke søger på baggrund af en opslået jobannonce. Denne type ansøgning kræver, at du er kreativ og kan fange din læser, både med overskrift, indledning og baggrund.
  2. Den opfordrede ansøgning retter sig moden jobannonce, som en virksomhed har slået op. Overskriften, indledningen, samt dine faglige kompetencer, har dermed stor relevans i forhold til annoncen.

Herunder giver vi nogle gode råd , når du vil skrive en uopfordret ansøgning. 

Den uopfordrede ansøgning

  • Inden du skriver en uopfordret ansøgning, skal du være klar over hvilke virksomheder, du ønsker at henvende dig til. Det er altid en fordel at tjekke virksomhederne og få mere viden om dem ved at google dem, kontakte dit netværk, kigge på LinkedIn eller de trykte medier.
  • Når du skal skrive en uopfordret ansøgning, går mange af de samme træk igen, som ved en opfordret ansøgning. Forskellen er, at det er dig, der er den opsøgende og ikke virksomheden.
  • Du har initiativet og bestemmer derfor hvilket indhold, du vil lægge vægt på.
  • Din ansøgning skal vise, at du er motiveret og kan tilbyde virksomheden noget, som den muligvis mangler. Derfor er det vigtigt, at du er skarp og præcis, når du formulererdine kompetencer. Det er dig, der er i fokus.
  • Du kan vise, at du er fleksibel ved at påpege, at du kan begynde med det samme eller er mobil i forhold til eksempelvis arbejdstider.
  • For at din uopfordrede ansøgning bliver læst af en relevant person i virksomheden, er det værd at vide, hvem ansøgningen skal sendes til. Tjek derfor på virksomhedens hjemmeside eller LinkedIn, hvem denne person er. Du kan også overveje at få oplysningen ved at ringe til virksomheden.
  • Fordelen ved at anvende uopfordrede ansøgninger er, at du viser initiativ, du er typisk ikke i konkurrence med andre som ved en ansøgning på annonce, du styrer selv din jobsøgning, og du kan booste den kvantitative del af din jobsøgning ved at sende mange ansøgninger og dermed øge dine muligheder for job.

Uopfordrede ansøgning

HENT INFOGRAPHIC I PDF

4 tips til den Uopfordrede ansøgning

Tips 1

I overskriften og indledningen er det vigtigt, at du fanger modtagerens opmærksomhed med det samme. Husk på, det er dig, der søger en stilling i virksomheden og ikke omvendt. Derfor skal din overskrift være rettet mod at skabe eller opfylde et behov hos den virksomhed, du er interesseret i. Et eksempel kunne være: ’ Nytænkende marketingkonsulent, der er salgsminded og ønsker at sikre nye kunderelationer”. Her gør du opmærksom på din faglighed, en speciel kompetence du besidder, eller et behov du kan opfylde hos virksomheden.

Tips 2

Hvad kan du tilbyde? I en uopfordret ansøgning har du ingen annonce at forholde dig til. ”Hvordan kan virksomheden bruge netop mine faglige og personlige kompetencer,” er spørgsmålet, du bør stille dig selv. Du skal derfor gøre din læser interesseret i dig ved at tage udgangspunkt i dine faglige og personlige kompetencer samt dine resultater. Vis du er målrettet og pas på med at blive for generel. Modtageren skal kunne se for sig, hvilken funktion du kan opfylde hos virksomheden.

Tips 3

Andre oplysninger. Her kan du tilføje oplysninger om dig selv, som ikke er faglige. Det kunne eventuelt være, at du er fleksibel i forhold til arbejdstider eller er interesseret i forskellige opgaver som f.eks. projekt- eller vikaransættelse.

Tips 4

En god afslutning. Du har en større chance for at få et godt resultat med din ansøgning, hvis du følger op på den. Det kan du gøre ved eksempelvis at ringe til den ansvarlige, du har sendt ansøgningen til. Et godt tip er, at du afslutningsvis skriver, at du vil tillade dig at kontakte virksomheden i nærmeste fremtid. Erfaringsmæssigt er det bedst at kontakte virksomheden få dage efter, du har sendt ansøgningen.

Få flere råd