as3 employment Venstre ben skulle opereres – højre ben blev amputeret

Peters historie begynder i Odense i 2008 og har en foreløbig slutning i Næstved i 2017.

Peter har hele weekenden knoklet i sine forældres have i Odense. Det er søndag, det er sent, og han er træt. Moren spørger, om han ikke vil blive og overnatte. Men nej, han vil hjem til Jelling i Jylland. Han skal møde tidligt hos Bygma næste morgen, hvor han er i lære som lager- og logistikmedarbejder.

Han forlader familien i første gear og sætter kursen mod vest. Ved Vejle tager han et stop. Han er træt. Han køber en sodavand og lidt at spise. Der er ikke så langt hjem nu. Han kører videre.

Kort tid efter rammer han med fuld kraft ind i en lygtepæl. Han er faldet i søvn bag rattet.

Det første han husker om ulykken er sodavandsflasken, der rammer frontruden, inden hans egen krop med stor kraft bevæger sig i samme retning for, som han bittert udtrykker det: ”Jeg var jo dygtig nok til ikke at tage sikkerhedsselen på”.

Peters venstre ben sidder fastklemt et sted under bilens skærm, som er trykket ind af lygtepælen. Det redder ham formentlig fra en tur ud gennem frontruden. Men det er fatalt for benet.

Operation og genoptræning

På Vejle Sygehus kan de konstatere, at han har brækket benet 4 steder. De flikker ham sammen med skruer, søm og ståltråd i hofte, lår og knæ.

Peter får at vide, at han med genoptræning har gode chancer for at genvinde mellem 80 og 85 procent af sin gangfunktion. Løb og boldspil hører fortiden til.

Peter klør på med sin genoptræning, men et år efter operationen begynder han at få stærke smerter i hoften. På Vejle Sygehus fortæller de ham, at man med stor sikkerhed kan afhjælpe smerterne ved at skifte de såkaldte marvskruer, de brugte til at lappe ham sammen med efter ulykken. Det er en mindre operation på et par timer. Med de gode odds in mente takker han ja til operationen.

Peters mareridt

Da Peter vågner på Vejle Sygehus efter operationen, er der ikke gået to, men syv timer. Selv har han været i narkose og ikke oplevet panikken på operationsstuen.

”Det første, jeg husker, er, at der står en sygeplejerske og græder, at jeg ligger på en båre på vej ind i en ambulance, og at en læge lægger en formular på min mave, som han siger, jeg skal udfylde,” fortæller Peter, der på det tidspunkt gennem tågerne fra narkosen fornemmer, at noget er helt galt.

Det viser sig, at man under operationen af det venstre ben har lejret hans raske højre ben forkert. Blodomløbet har derfor været stoppet fra knæet og ned til foden i flere timer. Det er fatalt. Derfor er han på vej til Kolding Sygehus, hvor de er eksperter i at behandle den slags skader.

Den korte og måske fagligt ikke helt korrekte udlægning af situationen er, at muskler og væv har taget alvorlig skade af mangel på blodtilførsel. Noget væv er allerede dødt. Det fjerner man. Resten forsøger man at redde ved igen at få blodcirkulationen i gang.

Peter gennemgår 11 operationer på 14 dage. Lægerne fortæller, at de gør alt for at hjælpe ham, men at han nok må indstille sig på et liv på krykker. Så galt er det allerede gået, ved man. Men det skal blive endnu værre.

Den alkoholiserede overlæge

”Jeg tror, det er, da jeg kommer ud fra den fjerde operation, at jeg hører min mor råbe ude på gangen: ”Du får aldrig lov til at røre min søn igen”.

Det viser sig, at Peters mor, da hun vil tale med overlægen, konstaterer, at han lugter stærkt af alkohol. Hun er selv sygeplejerske, hun er rasende, og hun er fortvivlet. Overlægen mister efter episoden ganske vist retten til at praktisere i Danmark, men det hjælper i situationen ikke Peter.

Da han kun har 5% tilbage af sin muskelmasse i underbenet, får han den fatale nyhed. Lægen er nødt til at amputere benet lige under knæet. Det, der begyndte som en relativ simpel og ukompliceret operation i Vejle, er endt som en menneskelig katastrofe i Kolding. Peter og hans nærmeste er efterladt i chok.

En barske tid følger

Peter kommer til at tilbringe 6½ måned med genoptræning på et plejehjem sammen med hovedsageligt ældre mennesker.  ”Jeg tror, jeg trak gennemsnitsalderen ned på 83½ år,” siger han med et drys af sarkasme i stemmen.

Han får en reel nedtur og depression, fordi, som han fortæller, så gik livet – for alle andre – jo bare videre, som om intet var hændt.

”Selvmordstanker var der mange af, og en dag, hvor jeg var helt nede, bestilte jeg en taxa til at køre mig ned på havnen. Jeg var opsat på at gøre en ende på det hele,” fortæller han lyslevende.

Peter har imidlertid ikke opdaget, at ham, der kører taxaen, er Peters storebrors ven. Vennen synes det hele virker lidt besynderligt, og tager kontakt til storebroderen, som straks kører ned på havnen og får Peter med hjem.

Vendepunktet

Peter flytter i egen lejlighed. Han får i en periode psykologhjælp, men det er dyrt, og da han er på kontanthjælp, må han droppe psykologen.

”Efter psykologen forsvandt ud af mit liv, blev pizzamanden på hjørnet min bedste ven. Med pizza og 1½ liter cola bragt til døren hver dag, og Uzuma, der leverede mine indkøbsvarer, behøvede jeg ikke at komme udenfor en dør overhovedet,” fortæller han om den isolation, han bragte sig selv i.

Da han også har en aftale med familie og venner om, at de skal ringe, inden de dukker op hos ham, så han kan nå at rydde colaflasker og pizzabakker væk, er der ingen, der for alvor aner uråd.

Vendepunktet kommer, da en lærer fra Teknisk Skole, hvor han gik før ulykken skete, dukker op uanmeldt. Det flyder med colaflasker og pizzabakker. Peter har taget voldsomt på i vægt, og læreren er med det samme klar over, at den er helt galt. Han hjælper Peter ud af isolationen og sammen med andre gode kræfter, begynder Peter at få styr på sit liv.

Uddannelse som socialrådgiver

Der er stadig mange bump på vejen, hvor han må kæmpe en kamp med det offentlige, hvor han mister tidligere venner, hvor han udsættes for mobning på grund af sit handicap, og hvor han kæmper med depressionen.

Men heldigvis møder han også gode mennesker på sin vej, der hjælper ham og støtter ham i kampen for at komme videre i sit liv.

Læreren fra teknisk skole er en nøgleperson i dette, og han hjælper Peter ind i et ressourceforløb, hvor han til sidst via revalidering begynder på en uddannelse som socialrådgiver.

Da han er færdig med uddannelsen, begynder han på sin jobsøgning. På grund af sit handicap kan han søge job med fortrinsret, hvilket betyder, at arbejdspladsen skal indkalde ham til en samtale. Det han oplever er imidlertid, at han bliver fravalgt med begrundelser, som han oplever som en sludder for en sladder.

Han er sikker på, at fravalget skyldes hans handicap, og at han sidder i kørestol.

”Jeg oplevede virkelig, at det ikke var mig, men min kørestol, de så,” fortæller Peter, om de oplevelser han har haft som jobsøger, og som frustrerede ham voldsomt i den periode.

Mødet med AS3

På Jobcenter Odense møder han en sagsbehandler, der foreslår, at han deltager på et forløb hos AS3 Work&Care. Det siger han ja til, og kort tid efter møder han jobcoach Anne Dræborg Jensen, og psykolog Ira Hjerde Ellefsen, som bliver et nyt vendepunkt for ham, selvom han er meget skeptisk og forbeholden fra starten.

”Jeg husker tydeligt mødet med AS3. Jeg sad der med armene over kors med en attitude, der sagde: det her tror jeg ikke, jeg kan bruge til noget. Men det kunne jeg, og allerede ved anden samtale var jeg mere åben og samarbejdsparat,” fortæller Peter om sit første møde med Ira og Anne.

”Det var også en klar fordel, at Anne selv var uddannet socialrådgiver. Vi havde samme fagidentitet, og hun vidste, hvad jeg talte om, så både Ira og Anne blev afgørende for mig,” fortæller Peter om sin tid hos Work&Care.

Gennem 12 uger bliver der arbejdet både med Peters mentale udfordringer, hans adfærd og hans ansøgninger, CV og forberedelse til jobsamtalerne.

Peter søger stillinger på Fyn, i Trekantsområdet og i Aarhus, men udvider sit område til også at omfatte Sjælland, da han på jobcentret får at vide, at han som handicappet kan få refusion for de ekstra udgifter, han vil have ved at skulle krydse broen. Og det giver kort tid efter pote.

Champagnen springer om tirsdagen

Peter sender på et tidspunkt en ansøgning til en stilling som jobkonsulent på Jobcenter Næstved. Han har i samråd med Ira og Anne droppet sin fortrinsret, og søger således på lige vilkår med alle andre. Han tvivler på, han kommer til samtale, men det gør han og tager derfor turen over broen til Næstved.

Bagefter begynder ventetiden. Får han jobbet, eller får han ikke jobbet? Han er langt fra optimistisk.

”Det er en tirsdag, de ringer fra jobcentret. Lederen lægger ud med at takke for en god samtale. Jeg hører ikke rigtig efter, fordi jeg venter på det der men, der uundgåeligt vil komme. Det gør det også, men på en helt anden måde, end jeg havde frygtet. Hun siger: ”Nå, men så skal vi jo også snakke om det mere seriøse. Vil du ha jobbet?” Jeg fik lidt af et chok, men fik da fremstammet et ja tak”, fortæller Peter med et stort smil og fortsætter: ”Jeg var virkelig lykkelig, og det er første gang, jeg har fået boblevand en tirsdag eftermiddag,” griner han fra sin kørestol.

Den foreløbige afslutning på snart 10 års kamp efter bilulykken i Vejle, og omkring 60 afslag på job han har søgt, ender lykkeligt med et fast job som jobkonsulent på jobcentret i Næstved.

 

Næste blogindlæg:

Hvordan Peter konkret arbejdede med Ira og Anne på Work&Care forløbet, kan man læse i artiklen ”Peters kamp tilbage til job” om 14 dage her på bloggen.