as3 employment Peters kamp tilbage til job

”Det er så fantastisk at være vidne til, at et menneske, der er krøllet helt sammen, folder sig ud”.

Sådan siger jobcoach, Anne Dræborg Jensen og psykolog Ira Hjerde Ellefsen fra AS3 Work&Care om deres samarbejde med Peter. Samarbejdet ender med, at Peter efter flere end 60 jobsamtaler og lige så mange afslag endelig får et job som sagsbehandler i Næstved Kommune.

Hele Peters historie om, hvordan hans liv ændrer sig radikalt i 2009, fordi han bliver fejlbehandlet på Vejle Sygehus, kunne man læse om her  på bloggen i sidste blogindlæg. 

Det første møde med Peter

Den Peter, der ruller ind ad døren i sin kørestol i oktober 2017 til sit første møde med Ira og Anne, er i den grad præget af de seneste 10 års modgang.

Han er en såret og på mange måder bitter mand, der kæmper med sit selvværd, sit handicap, sit ligeværd, håbløshed og kontroltab. Han er overbevist om, at de mange afslag på job skyldes hans handicap, og at han sidder i kørestol. Så ansvaret for hans ledighed ligger begravet dér, er han sikker på, og hans motivation for at søge job er efter de mange afslag ikke prangende.

Ira og Anne husker tydeligt første gang, de mødte Peter.

”Peter var ved første møde meget afvisende, virkede arrogant og talte ned til en i en sarkastisk tone,” husker Ira. ”Ja,” supplerer Anne ”sarkasmen drev ned ad væggene, og han mødte en med stor distance”.

”Jeg husker, at jeg den første dag spurgte ham, om vi skulle gå ud og hente os et glas vand. Så så han på mig og sagde med den der sarkasme i stemmen - Jeg kan nok ikke gå, men godt trille derud,” giver Ira som eksempel på Peters måde at kommunikere på.

Den adfærd, Peter lægger for dagen, er en del af hans overlevelsesstrategi, men den kommer desværre til at stå i vejen i mødet med andre, den vigtige dialog og de nødvendige samtaler, husker de begge.

”For eksempel da jeg på det første møde spurgte ham, hvordan han havde det med at sidde i en kørestol, var hans svar: - Det er noget lort, men han gik ikke ind i spørgsmålet. Han havde tydeligvis ikke lyst til at tale om det og holdt mig på afstand for at beskytte sig selv,” uddyber Ira den modstand, hun oplever i begyndelsen af forløbet.

Senere efter et par møder, ændrer Peter attitude til samarbejdet, fordi han oplever at blive mødt med respekt og uden fordømmelse. Han går derfor helt anderledes åbent og konstruktivt ind i spørgsmålet, da Ira stiller det igen og svarer: ”Jeg er mest bange for, at folk tror, jeg har diabetes, og at det er derfor, jeg har mistet benet, for så ser de mig måske samtidig som doven og uduelig”.

Da relationen til Peter senere finder et mere frugtbart og positivt leje, konfronterer Anne ham en dag med den attitude, hun blev mødt med på deres første møde.

”Ja, jeg spejlede ham så at sige ved at vise ham, hvordan jeg havde oplevet ham og sagde til ham, at han faktisk var ret strid. Hans reaktion på det var: – Gud nej, var jeg virkelig sådan, og så grinede vi af det,” smiler Anne ved tanken.

Tværfagligt, anerkendende og tydeligt samarbejde med Peter

Det tætte tværfaglige samarbejde mellem psykolog, jobcoach og sagsbehandleren på Jobcenter Odense, som har henvist Peter til forløbet, betyder, at der er et helt klart fokus. Alle taler med én stemme og udtrykker tydeligt, hvad der skal arbejdes med.

”Vi var alle anerkendende og imødekommende over for Peter, men vi var også meget klare i mælet. Vi gjorde alt for at inddrage ham, vi havde ingen skjulte dagsordener, og vi gjorde det klart for Peter, at han selv havde et ansvar og selv måtte yde, hvis vi skulle hjælpe ham,” uddyber Anne det fodslag, der var i det tværfaglige samarbejdet.

Dette og det høje faglige niveau får Peter til at sænke paraderne, og får ham til at indse, at han måske har en gylden mulighed for at komme videre i job, hvis han går ind på præmissen. Det betyder også meget for ham, at Anne selv har en uddannelse som socialrådgiver, og at han her finder et fagligt fællesskab.

Samarbejdet udvikler sig mere og mere positivt, og både Peters motivation og tro på sig selv stiger fra uge til uge.

Peters tre fokuspunkter i den tværfaglige indsats

Peter møder ind én gang om ugen på AS3-Centret i Odense. Hver anden uge er det til individuelle psykologiske samtaler med Ira og hver anden uge til individuelle samtaler om jobsøgning med Anne.

Under forløbet bliver der sat fokus på Peters mentale situation, på hjælp til jobsøgning på baggrund af de mange afslag og som det sidste punkt Peters såkaldte ”fortrinsret”.

Selvom Ira har ansvaret for det mentale arbejde og Anne for jobsøgning, er samarbejdet tæt de to imellem. Efter hvert møde udarbejder de et notat og holder på den måde hinanden underrettet om de observationer, de gør sig, og det de hver især mener er vigtigt at have fokus på i det fremadrettede arbejde.

Peters antagelser om sig selv

I AS3 Work&Care arbejder psykologerne med Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og Kognitiv Adfærdsterapi (KAT).

Én af teknikkerne indenfor ACT er at undersøge den antagelse og fortælling, personen har om sig selv. Antagelsen ligger ofte til grund for hvilke handlemuligheder, man selv oplever at have. Når en fortælling eller antagelse begrænser muligheden for hensigtsmæssige handlemuligheder, kan man skabe distance til fortællngen ved at fokusere på en alternativ og mere funktionel fortælling.

”For Peters vedkommende havde han som jobsøger skabt en fortælling om sig selv som ”Besværlige Peter”, hvor grunden til, han ikke fik job var, at andre så ham som handicappet, kørestolsbruger, besværlig og overvægtig,” fortæller Ira om noget af det, der kendetegnede Peters antagelse om sig selv. En antagelse, der næppe ville føre ham nærmere et job, det liv han gerne ville leve eller den person, han gerne ville være og opfattes som, hvilket Peter ikke selv kunne se.

Til jobsamtalerne sad Peter bare og ventede på, at de skulle spørge om hans handicap, og hvis de ikke spurgte, så fik han alle mulige tanker og fantasier om, hvorfor de ikke spurgte, hvilket svækkede hans faglige fokus under jobsamtalen. Han brugte også sin foretrukne overlevelsesstrategi - sarkasme og ironi - for at beskytte sig selv. Så måske var det ikke arbejdsgiveren, men ”Besværlige Peter”, der stod i vejen for sig selv og et job.

Ira vælger derfor at udfordre Peter for at få ham til at forstå, hvad fortællingen og antagelsen om en selv betyder og for at få ham til at se sig selv udefra ved at bringe alternative fortællinger om Peter i spil.

”Sammen fandt vi frem til  en alternativ fortælling, som vi kaldte ”Uerfarne Peter”. At det kunne være svært som nyuddannet at få et socialrådgiverjob, at der var stor konkurrence om jobbene, og at der faktisk var flere af Peters medstuderende, der heller ikke havde fået job,” uddyber Ira om den måde, hun arbejdede med Peter på.

De to forskellige antagelser giver naturligt nok to forskellige konsekvenser for Peters adfærd og handling.

”Besværlige Peter” vil formentlig handle inaktivt og være ligeglad med, hvad han skriver i sin ansøgning eller siger til jobsamtalen, fordi arbejdsgiveren alligevel er forudindtaget og kun ser hans kørestol. Resultatet er givet på forhånd.

”Uerfarne Peter” vil modsat formentlig handle proaktivt og se en idé i at kvalificere sit ansøgningsmateriale og sin jobsamtale for at maksimere sine chancer for at få et job. Resultatet afhænger af Peters egen indsats.

”Sammen undersøgte vi derfor  konsekvenserne af de to forskellige fortællinger om Peter, der muliggjorde, at han kunne se, at ”Uerfarne Peter” bragte ham tættere på et meningsfuldt liv, mens ”Besværlige Peter” modarbejdede dette.

Med den bevidsthed kunne Peter beslutte, hvilken fortælling, han ville vælge og lytte til. Han valgte heldigvis ”Uerfarne Peter”.

Ira og Peter arbejder under forløbet også med ”Overlevelses Peter”. Ham, der de seneste 10 år har rejst sig hver gang, han faldt.

”Ved at arbejde med og se på ”Overlevelses Peter” oplever Peter den styrke, han har og mærker sit selvværd, og at han faktisk er én, der er værd at se op til. Det er med til at styrke nye og mere positive antagelse samt hans kærlighed til og omsorg for sig selv, ” forklarer Ira om måden at arbejde med de forskellige udgaver af Peter på og få dem til at samarbejde i stedet for at bekæmpe hinanden.

Peters jobsøgning

Både Ira og Anne arbejder målrettet med Peters negative syn på sit handicap og hans antagelser om, at han så at sige er dømt på forhånd.

”Det ansøgningsmateriale, han brugte i sin jobsøgning, var helt standardiseret, han havde ikke lært at sætte kommaer, og indholdsmæssigt forsømte han at bruge fagudtryk og dermed tydeligt tilkendegive sin fagidentitet. Jeg var ikke imponeret,” fortæller Anne om det materiale, Peter præsenterer for hende.

Anne sætter sig ned sammen med Peter og kortlægger hans kompetencer fra tidligere uddannelser og job samt fra hans aktive fritidsliv som spejder, engageret medlem af handicapforeningen og foredragsholder. De begynder også, som hun siger at nørde med hans faglighed blandt andet ved at se på den praktik, han har gennemført under studiet på Langeland for at give ham noget socialrådgiveridentitet.

”Jeg udfordrede ham for eksempel på, hvem han er som socialrådgiver, og hvad der er vigtigt for ham i jobbet, for at han skulle blive tydeligere på sit fag,” uddyber Anne.

”Peter havde også en forholdsvis snæver opfattelse af, hvor man kunne søge job som socialrådgiver, så det så vi også på, ligesom vi så på, hvad de forskellige socialrådgiverjob krævede, så han kunne målrette sine ansøgninger og sit CV,” fortæller Anne om den måde, de skridt for skridt forbedrer Peters ansøgningsmateriale.

”Da paraderne først faldt, gik Peter all in. Fra at være ligeglad blev han ærekær, og CV og ansøgninger skulle bare være i orden, inden han sendte dem,” beskriver Anne den forandring Peter gennemlever på få uger.

Ved det tredje møde med Anne ser hun en anden synlig forandring hos Peter. Så da han kommer ind ad døren den dag, udbryder hun spontant: ”Du er da både blevet klippet og har fået nyt tøj. Hvad er den nu af Peter?”

”Nu skal der til at ske noget Anne,” er hans svar.

Han har tydeligvis fået troen på sig selv tilbage, og hans attitude, hans målrettethed og arbejdsiver viser en helt anden side end ”Besværlige Peter”, som Anne og Ira mødte i starten af forløbet.

Jobsamtale og fortrinsret

Fordi det er et stort problem, at Peter til jobsamtalen bare sidder og venter på, hvornår arbejdsgiveren vil spørge til hans handicap og derfor mister fokus, udvikler han sammen med Ira og Anne en strategi, hvor han selv up front kort forklarer baggrunden for handicappet. På den måde fjerner han presset og kan koncentrere sig om det faglige og indholdet i jobbet.

”Ja, vi fulgte den strategi og trænede jobsamtalen, så han blev meget mere fokuseret og skarp,” fortæller Anne.

En anden ting, Ira og Anne gør, er at udfordre Peter på fortrinsretten, som betyder, at arbejdsgiveren, fordi Peter er handicappet, skal invitere ham til en samtale. Peter har nemlig selv en masse forestillinger om, at han kun sidder til samtalen, fordi arbejdsgiveren er tvunget til at invitere ham og ikke på baggrund af hans ansøgningsmateriale.

Endelig bliver det også afgørende at sagsbehandleren fra Jobcenter Odense på et møde fortæller Peter, at han kan få fradrag for de ekstraudgifter, han har ved at krydse Storebæltsbroen i forbindelse med sin jobsøgning.

Efter den oplysning udvider han sit jobsøgningsterritorium til også at omfatte Sjælland, og i december 2017 får han jobbet som sagsbehandler på Jobcenter Næstved.

Afslutning

Ira og Anne understreger vigtigheden af det tværfaglige samarbejde, men også Peters egen store indsats.

”Vi ændrede ikke Peter markant på nogen måde. Han havde stadigvæk de samme kompetencer. Han manglede stadigvæk det ene ben og sad i kørestol. Derimod hjalp vi ham til at se sine værdier både menneskeligt og fagligt set. Derfor fik han fremstillet sig selv på en anden og meget mere hensigtsmæssig måde, hvilket var nøglen til det hele,” runder Ira samtalen af.

”Ja,” tilføjer Anne, ”Peter fik en masse ud af forløbet. Det gjorde vi også, for vi oplevede jo, at vi som fagpersoner kan flytte folk. At det, vi gør, virker. Jeg kommer til at tage den her oplevelse med mig i graven. Det er fantastisk at have været en del af,” afslutter Anne med et smil og en  eftertænksomt attitude.

Det handler om andet og mere end ledighed

Et Work&Care forløb er arbejdsmarkedsrettet, tværfagligt og helhedsorienteret, og så er det altid individuelt tilrettelagt i forhold til den enkelte borger og dennes problemstillinger. Som i Peters tilfælde arbejder psykolog og jobcoach tæt sammen med det mål at hjælpe borgeren ud i job eller uddannelse. Psykologen med de psykiske og mentale problemstillinger. Jobcoachen med brobygning til arbejdsmarkedet. Andre faggrupper, der kan indgå i det tværfaglige samarbejde, kan være fysioterapeut, ergoterapeut, kostvejleder eller læge.

Læs mere om Work&Care her