as3 employment Når angsten tager magten

Johnny Højris Hansen var i en periode af sit liv så præget af angst, at han knap nok turde gå udenfor sin dør. Det var invaliderende, og han var tilbage i 2014 nervøs for, at han var ved at blive vanvittig.

Så meget desto mere imponerende er det at være vidne til denne dag fire år senere i februar 2018 i kantinen på Syddansk Erhvervsskole. Her er 12 elever mødt op sammen med den virksomhed, de har været tilknyttet under uddannelsen, for at modtage deres svendebrev som it-supporter. Johnny Højris Hansen er én af dem.

Hver elev sidder ved et bord sammen med deres virksomhed og andre inviterede gæster. Johnnys arbejdsplads er Odense Universitets Hospital (OUH).

Da han den dag, som den første af de studerende dukker op i kantinen, efter at have afsluttet eksamen med et 12-tal i fejlfinding, opdager han, at ikke alene sidder hans chef, hans praktik- og uddannelsesmentor samt en kollega fra It-afdelingen på OUH der, men også terapeut Christian Kraglund og jobrådgiver Katrine Astrup, som Johnny mødte i 2014, på et Work&Care forløb hos AS3 i Odense.

Det er praktik- og uddannelsesmentor Jørgen Jørgensen fra OUH, der har inviteret dem, uden at Johnny ved det. Derfor bliver han tydeligvis meget overrasket og overvældet. Han styrer straks direkte hen mod dem for at uddele knus og byde velkommen til dette særlige øjeblik i hans liv.

Knusene er for både Christian Kraglund og Katrine Astrup et markant og tydeligt billede på, hvor meget der er sket, siden de mødte Johnny. Dengang kunne han ikke se dem i øjnene eller give dem et håndtryk, og et knus var fuldstændig udelukket. For dengang sad angsten i hans indre og gnavede i ham som en livstruende parasit.

Så Katrine og Christian kan kun give Jørgen Jørgensen ret i det, han skriver i sin invitation til dem: ”I vil næppe kunne kende Johnny i dag. Han har gennemgået en KÆMPE forvandling”.

Vi lader scenen fra Syddansk Erhvervsskole stå et øjeblik for at lære Johnny lidt bedre at kende.

En barsk opvækst

En præcis diagnose på, hvordan angsten tager magten over Johnny, er der ikke. Det han fortæller om sin opvækst, synes dog rigeligt at kunne indikere forhold, som kan have haft indflydelse på, at angsten udvikler sig og tager permanent ophold i ham.

”Min barndom er præget af en medført sygdom der ender i tre stomi operationer i løbet af fem år. Operationerne volder mig store problemer som blandt andet indbefatter et vækststop på et par år.  Der betyder, at jeg er en lille fyr, som er nem at kanøfle. Desuden kommer jeg fra en familie, som er kendetegnet ved fysisk og psykisk vold, der i 2010, af lægefagligt personale på området blev karakteriseret som tortur.” fortæller Johnny Højris Hansen uden yderligere at uddybe den start, han får på livet i Vollsmose, som i sig selv er et barsk sted at vokse op, som han understreger.

Den usikre opvækst samt utallige indlæggelser på medicinsk og kirurgisk børneafdelinger i Odense, betyder, at Johnny har en meget ustabil skolegang og to gange er indlagt på psykiatriske afdelinger. Ét år i Risskov og ét år på hospitalet i Odense.

Et uhensigtsmæssigt mønster

I ungdommen og som voksen på vej ud på arbejdsmarkedet opstår der et mønster. Han forlader konsekvent uddannelserne og bliver relativ kort tid i jobbene.

”Jeg har haft svært ved at gennemføre en uddannelse. Selv på Handelsskolen, hvor der var en lære, der virkelig støttede mig, endte det med, at jeg forlod skolen. Jeg gik nærmest grædende der fra, men jeg var nødt til at flygte. Det var ikke, fordi jeg ikke ville blive på skolen, men fordi jeg ikke kunne,” fortæller Johnny om en af sine mange flugtoplevelser.

Det samme gør sig gældende på arbejdsmarkedet, hvor han blandt andet har job som taxa- og buschauffør. Han får ros af sine arbejdsgivere, der synes, han gør det godt. Alligevel siger han oftest op efter et halvt til et helt år.

Han forklarer det med, at han mærker en uoverskuelighed, et kaos og en tristhed, der får ham til at flygte og kæmpe med ”den indre dæmon”, som han kalder det. En oplevelse af ikke at passe ind og aldrig at slå til.

De store følelsesmæssige udsving og humørskift, forliste forhold og venskaber kendetegner Johnnys liv. En skilsmisse i 2009 sender ham mentalt i knæ. 

”Det knækker mig fuldstændigt. Jeg kan i dag godt se, at jeg ikke slog til, og jeg kan godt forstå at det endte, som det gjorde. Men jeg gjorde mit bedste, og det har været en urimelig hård kamp at komme igennem mange år efter” reflekterer Johnny om bruddet.

I dag bor den ældste dreng hos Johnny og den yngste hos moderen, og de er så på besøg hver anden weekend hos den, de ikke bor hos.

Diagnosen

I 2010 er Johnny Højris Hansen efter skilsmissen så langt nede, at han forsøger at tage sit eget liv. Det er i den sammenhæng, hvor han er indlagt på psykiatrisk afdeling på OUH, at en sygeplejerske en aften lægger hånden på hans skulder og siger: ”Jeg tror godt, jeg ved, hvad der er galt. Det bliver der taget hånd om i morgen, ”husker Johnny ordene, der faldt midt i kaos.

Han får diagnosen ADHD, som han i dag er medicineret for. Diagnosen betød også, at rigtig mange ting faldt på plads for ham.

”Jeg fattede jo ikke dengang, hvorfor jeg ikke kunne blive på en uddannelse eller i et job, og hvorfor jeg oplevede og reagerede anderledes end andre eller var plaget af store humørsvingninger. Det forstår jeg bedre i dag,” konkluderer han.

Mødet med AS3 Work&Care

I 2014 henviser jobcentret i Odense Johnny Højris Hansen til et tværfagligt forløb hos AS3 Work&Care med henblik på afklaring til uddannelse eller job. Han er på det tidspunkt voldsomt præget af angst. Det er så slemt, at han ikke er i stand til at tage bussen. Derfor går han hen til centret, med mindre angsten bliver så voldsom, at han må vende om.

”Jeg har aldrig set så angstfyldt et menneske som Johnny,” fortæller terapeut Christian Kraglund om sit møde med ham.

”Selvom vi altid er arbejdsmarkedsrettet i det, vi laver, så var talen om job eller uddannelse fra start helt udelukket. Han kunne ikke have øjenkontakt, han kastede ofte op og fik panikangst. Det var plagsomt for ham at være sammen med andre, og han havde stort set isoleret sig derhjemme,” fortæller Christian Kraglund.

”Så i første omgang handlede det overhovedet om, at han mødte op. Derfor var vi meget bevidste om at ritualisere miljøet for at skabe tryghed. For eksempel fik han et krus te, så snart han ankom, så han havde noget i hænderne. Vi var også meget bevidste om, at eksponeringen skulle være balanceret, så vi ikke risikerede tilbageslag,” uddyber Christian Kraglund.

Johnny finder hurtigt en spejling i Christian. Den måde han møder ham på, og den måde de taler sammen. Han oplever det som er et ligeværdigt forhold, hvor fokus er på, at han er et menneske med ressourcerne til at klare sig.

Christian Kraglund anvender blandt andet Acceptance and Commitment Therapy (ACT), hvor de sammen arbejder med at finde et mere konstruktivt narrativ. Et narrativ, hvor Johnny kan vende billedet fra en opfattelse af sig selv som svag og hjælpeløs i sin angst til et narrativ, hvor fokus er på de gode ressourcer, han har, som kan håndtere angsten.

De arbejder desuden med åndedrætsøvelser og kropcentrering. I angsten befinder Johnny sig i overvældende grad i sit hoved. Derfor kan det at komme ned i sin krop være en god metode til dæmpe det mentale og styre sin angst.

”Vi arbejder jo ikke på, at Johnny skal blive en anden person. Angsten forsvinder ikke. Den må han lære at acceptere. Det, han kan lære, er at leve med den og håndtere den på en konstruktiv måde gennem et nyt narrativ og konkrete værktøjer,” uddyber Christian Kraglund, som også understreger, at sindet er trægt, og at det helt afgørende for at flytte Johnny Højris Hansen og fastholde ham i en god udvikling er de små skridts politik, vedholdenhed og gentagelser.

”Det nye narrativ, den nye antagelse og fortælling om sig selv, er den, han kan trække frem, når de gamle tanker og angsten dukker op, og han tænker: Nu dør jeg. Så vil han kunne fortælle sig selv: Nej jeg dør ikke. Jeg kan godt,” fortæller Christian Kraglund om udbyttet af arbejdet med ACT.

Derfor er det også afgørende, at samarbejdet med jobcentret fungerer så godt, som det gør. Jobcentret går flere gange med til at forlænge forløbet, fordi Johnny Højris Hansen tydeligt er inde i en progressiv udvikling. Han forbliver derfor sammenlagt i forløb hos AS3 Work&Care i godt 12 måneder.

Praktik og uddannelse på OUH

Efterhånden får Johnny det bedre og lærer mere og mere at håndtere sin angst. Derfor beslutter Johnny sammen med Christian, at der skal et mere konkret fokus på uddannelse eller job. For at støtte den proces træder jobcoach Katrine Astrup ind i billedet samtidig med, at Johnny fortsætter de psykologiske samtaler hos Christian.

Planen er i første omgang, at han skal i en praktik som overgang til job eller uddannelse.

”Da jeg møder Johnny, ved han ikke, hvad han vil og har ingen ambitioner overhovedet,” fortæller Katrine Astrup.

”Jeg anede det simpelthen ikke,” bekræfter Johnny. ”Aller helst ville jeghave en funktion nede i en kælder alene, så jeg slap for at skulle være sammen med andre mennesker”.

”Men det gav jo ingen mening. Så udgangspunktet for min vejledning var, at det skulle give mening og være langsigtet,” fortæller Katrine Astrup om det, hun lægger vægt på i deres samtaler. ”Mit fokus i de første samtaler er at snakke ind til og få en forståelse for, hvad der kan få gnisten frem i Johnnys øjne. Om der er noget han brænder for”?

Det er der. Johnny har tidligere forsøgt sig med en uddannelse inden for It, men afbrudt den. Det bliver the missing link, og efter flere møder og forhandlinger med It-afdelingen på OUH og Syddansk Erhvervsskole falder tingene i hak.

Johnny Højris Hansen begynder i praktik på OUH med henblik på en uddannelse som it-supporter på Syddansk Erhvervsskole. I begyndelsen er han på OUH i ganske få timer og med de skånehensyn, der er nødvendige for, at han kan klare praktikken. Med tiden skrues timetallet op, og da Johnny, er parat til det, begynder han på uddannelsen.

Johnny selv oplever det som en kæmpe optur at hjælpe personalet med deres it-problemer. Det er også svært og hårdt, og i en periode må han isolere sig i kælderen, fordi kontakten til så mange mennesker er for overvældende. Men også det bliver bedre og bedre, og han ender med i sin praktik at blive en fuldt ud integreret del af it-afdelingen på OUH

Svendebrevet

Tilbage på Syddansk Erhvervsskole er det blevet Johnny Højris Hansens tur til at modtage sit svendebrev, tale og klapsalver. Han rejser sig fra sin stol og går op ad trappen til Carsten - hans svendeprøvelærer – som vil overrække ham svendebrevet. Han virker rolig i sit sorte outfit og den ternede jakke, men dem, der har været tæt på ham, ved godt at den indre uro raser. Det er ikke bare sådan lige at skulle eksponeres, selvom det er en stor og glædelig begivenhed, og han er blandt venner. Det her er en præstation i sig selv.

Som Preben hans mentor og lærer på uddannelsen siger i sin tale, så har alle kæmpet for at nå hertil, men nogen har måttet kæmpe mere end andre.

”Det var en meget emotionel dag. Dejligt, men også svært. Jeg er ikke så god til kritik, men slet ikke til ros og opmærksomhed,” siger Johnny og tilføjer, ”Det er svært at forklare, hvor betydningsfuldt, det er for mig at få min eksamen og kunne sige til mine børn og andre, at jeg klarede det. Jeg fik mit svendebrev”.

Johnny anerkender fuldt ud sin egen indsats, men har inden sin eksamen skrevet til alle dem, der har slået ring om ham og støttet ham gennem den besværlige proces med op- og nedture. Nogen af dem, der har stået ham nærmest ud over Christian og Katrine er, hans mentor Pia fra Jobcenter Odense, Preben som har været hans mentor og lærer, svendeprøvelæreren Carsten fra SDE, Skolevejlederen Brian fra SDE, Martin fra OUH, der introducerede ham til hospitalets systemer. Sektionslederen Rene fra Klinisk IT OUH og ikke mindst hans teamleder, praktik- og uddannelsesmentor fra OUH Jørgen, som er endt med at blive en personlig ven. Også hans kolleger og mange andre har troet på ham og hjulpet ham gennem forløbet frem til svendebrevet.

Efterskrift

Siden Johnny Højris Hansen afsluttede sin eksamen i februar, er der nu landet en aftale på OUH, hvor han fremover vil være fast medarbejder.