as3 employment ”15% er manuel behandling - resten er snak”

”15% er manuel behandling - resten er snak”

Ledende fysioterapeut Søren Frandsen fortæller om, hvordan fysioterapeuterne i AS3 Work&Care arbejder med sygemeldte kandidater.

Udsagnet faldt på et møde, jeg deltog i sammen med vores ledende fysioterapeut Søren Frandsen. Dengang fik jeg ikke spurgt ham, hvad han mente, men i dag har jeg sat tid af til et interview med ham. Jeg er spændt på, hvad han svarer, for umiddelbart lyder det mærkværdigt i mine ører.

Søren kan du ikke forklare mig, hvad du egentlig mente med udsagnet om de fysioterapeutiske forløb, vi gennemfører for Danica Pension?
Jo, det vil jeg rigtig gerne, for jeg kan jo godt selv høre, at det lyder lidt for kækt. Derfor er jeg også betænkelig ved, at det får lov til at stå uimodsagt som et statement. Specielt er ordet ”snak” misvisende, fordi fysisk træning er en stor del af vores fysioterapeutiske forløb hos Danica Pension. Men det er sandt, at vi bruger meget tid på dialog og coaching med kandidaterne om deres situation, om arbejdsmarkedet, motivation etc. Dertil kan lægges eventuelle samtaler med psykolog, jobcoach, diætist eller ergoterapeut.

 

Hvorfor sagde du det så?
Når jeg sagde det, var det egentlig fordi, jeg synes, det er vigtigt, at folk forstår, at et fysioterapeutisk forløb i AS3 ikke svarer til klassisk fysioterapi. Her vil de fleste se et billede for sig af et behandlingsrum, en briks, og en fysioterapeut, der står bøjet over klienten og arbejder med sine hænder. Altså manuel behandling eventuelt suppleret med hjemmeøvelser.

I AS3 Work&Care arbejder vi med et helt andet udgangspunkt, end traditionel fysioterapi gør.

Og hvad er det?
Inden jeg svarer på det, vil jeg godt lige forklare, hvor de 15 % kommer fra. Vi har nu gennemført cirka 100 forløb for Danica Pension, og af dem har vi selv kun startet 15 % op i behandling. Resten er allerede i ekstern behandling eller har ikke behov for behandling. En af grundene til det er, at vi har et klart arbejdsmarkedsrettet fokus og perspektiv, og at vi arbejder helhedsorienteret og tværfagligt.

Hvad vil det sige?
Det vil blandt andet sige, at vi kan trække på eksempelvis psykolog, hvis de fysiske problemer rammer kandidaten mentalt. Det kan også være, at vægt er et issue. Eksempelvis ved slidgigt i knæet kan vægttab have en stor effekt. Så kan kandidaten få vejledning af en diætist. Vores jobcoaches kommer ofte tidligt ind i processen, hvor de hjælper kandidaten med kompetenceafklaring, CV, kendskab til arbejdsmarkedet etc. I den forbindelse er det også deres ansvar at have den nødvendige dialog med Jobcentrene, så der er konsensus i forhold til kandidatens reelle muligheder og målsætning.

Hvad med det arbejdsmarkedsrettede, som, du nævnte, adskiller forløbene fra traditionel fysioterapi? 

Det arbejdsmarkedsrettede perspektiv er det, der grundlæggende styrer vores tilrettelæggelse og indsats over for den enkelte kandidat. Vores job er at optimere og styrke kandidatens fysiske funktionsevneniveau, så det matcher hans eller hendes arbejdsopgaver.

Eksemplet kan være en jord- og betonarbejder, der er sygemeldt på grund af sin ryg. Han har tidligere haft et par diskusprolapser og er nu plaget af slidgigt og smerter.

Han vil som det første blive indkaldt til et opstartsmøde. Her fastslår fysioterapeuten kandidatens udgangspunkt gennem anamnese, altså en samtale om baggrundshistorik, smerteniveau, fysisk funktionsevne og gennem eventuelle fysiske tests. Ud fra det bliver der fastsat et træningsprogram, der stiler mod:

En plan A, hvor vurderingen er, at det er realistisk at udvikle funktionsevneniveauet, så kandidaten kan vende tilbage til sit job.

Eller en plan B, hvor det er urealistisk at vende tilbage, men hvor optimering af funktionsevneniveauet fokuserer på andre jobfunktioner, så kandidaten ad den vej kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Den klassiske opfattelse af et raskt knæ er, at det vil være 100 % funktionsdygtigt. Med det arbejdsmarkedsrettede perspektiv kan 85 %´s funktionsdygtighed eventuel suppleret med skånehensyn være nok til, at eksempelvis en kontorassistent med et dårligt knæ kan vende tilbage til sit arbejde. Så vi tænker ikke ”rask” i gængs forstand, men i forhold til at funktionsevnen matcher kandidatens arbejdsopgaver.

 

”Vi arbejder anderledes end i klassisk fysioterapi. Det er vigtigt for os, at både vores kunder og kandidater forstår det” Søren Frandsen

Hvad er fysioterapeutens vigtigste opgave i et typisk forløb for Danica Pension?

En fysioterapeuts job i AS3 Work&Care er virkelig mangesidet og komplekst, men lad mig prøve at give et bud på et normalt forløb.
Efter opstartsmødet vil en typisk dag for vores Fysioterapeuter være, at de møder ind i træningstøj sammen med kandidaterne i fitnesscentret, fordi fysisk træning både i centret og derhjemme ofte er et helt centralt element i indsatsen. Under træningen er fysioterapeutens job at give individuel vejledning til hver enkelt ud fra det træningsprogram, der er aftalt, samt sikre progression ved at justere og optimere øvelserne samt sikre en gradueret træning. 

Det er vigtigt, at fysioterapeuten opbygger en god og tryg relation for at styrke det, vi kalder compliance. Et begreb, der handler om at motivere kandidaten til selv at tage ansvar og at gennemføre de ting, der er aftalt. Det er også fysioterapeutens opgave at koordinere indsatsen. Både i forhold til kunden, jobcentret og eksterne indsatser samt vurdere, om der skal iværksættes en intern tværfaglig indsats, hvor psykolog, jobcoach, diætist eller ergoterapeut eventuelt inddrages. Så vi arbejder meget anderledes end i klassisk fysioterapi. Det er vigtigt for os, at både vores kunder og kandidater forstår det.

Jeg håber, at jeg nu har skudt mit eget udsagn godt og grundigt ned og fået forklaret og nuanceret, hvad et fysioterapeutisk forløb i AS3 Work&Care rent faktisk indeholder.

Faktaboks

Sygemeldte kandidater med fysiske problemstillinger kan via deres sundhedsforsikring i Danica Pension få tilbudt et 52 ugers forløb hos AS3 Work&Care. Forløbet er tværfagligt således, at kandidaten ud over vejledning af en fysioterapeut også kan få vejledning og hjælp af en psykolog og en job-coach. Forløbet hos AS3 Work&Care indeholder opfølgning. Det vil sige, at selvom kandidaten er tilbage på arbejdsmarkedet længe før de 52 uger er gået, så vil AS3 Work&Care have kontakt til kandidaten frem til de 52 uger er gået.