as3 employment 100 % tilfredse borgere

Det er et ultimativt tal. Et usædvanligt tal og et tal, der skaber nysgerrighed, hvor spørgsmålene trænger sig på, som drømmen om sommervejr i Danmark. Hvordan kan de udelukkende have tilfredse borgere på mindfulness-holdet i Vejle? 

Det er tidligt torsdag morgen, jeg som en anden antropolog drager på feltarbejde i Vejle for at få svar på mit spørgsmål. Jeg er tidligt på den, da jeg når frem. Jeg snakker lidt med medarbejderne og får lov til at vente i et større kontor på 1. sal i komplekset. Rummet, hvor jeg sidder og venter på psykolog Randi Hvid Poulsen og fysioterapeut Maria Bjørn Langer, giver mig en fornemmelse af andægtighed. Det er som om alle molekyler er kørt pit. Der er ingen bevægelse og ingen lyde. Et enkelt host fra et nærliggende kontor opfatter jeg faktisk som en fornærmelse mod stilheden og reagerer med en mine, der matcher den følelse. Lige nu er det kun væggene, der taler tavst til mig. Den nordlige væg fortæller mig, at dem, der arbejder her, er: ”… ærlige, empatiske, respektfulde og gode til at kommunikere med hinanden og de mennesker, de møder i deres hverdag”. Måske ligger svaret på mit spørgsmål her?

Så går døren op og bryder andægtigheden. Ind træder Randi og Maria. Stilheden forsvinder med et brøl, som om alle molekyler forlader pitten på én gang. Rummet bliver fyldt med god energi, og der er fuld power på de øjne, der møder mig. Jeg vurderer i et splitsekund, at jeg godt kan gå lige til bidet uden svinkeærinder og omveje. Så jeg spørger dem med det samme:

Fortæl mig lige, hvordan det kan lade sig gøre, at alle borgere på jeres hold er tilfredse?

Der er tænding på og ingen tøven, da de svarer på mit spørgsmål. ”Når vi arbejder med mindfulness, er det primært folk med stress, der kommer på forløbet. Vi er frikvarteret og modpolen til det, de kommer fra. Her skal de ikke præstere. De skal ikke nå noget eller producere noget. Bare være til stede i 2½ time om ugen i 8 uger, være nysgerrige på sig selv og slippe kontrollen. Her er det os, der styrer tingene. Selv deres pauser,” indleder Randi. ”Ja” supplerer Maria ”og de mennesker, der kommer her ved for det meste godt, at de har brug for hjælp, og det er det, vi tilbyder dem. Konkrete redskaber, så de kan finde ro”.

Jo, men der er vel mange, der ikke selv har valgt at komme her?

”Det er rigtigt. Nogen er også vrede, kritiske eller usikre og sidder den første dag med armene over kors. Så må vi jo møde dem der. Udfordre den modstand de udtrykker. Være nysgerrige og undersøgende. Vi kan godt rumme deres vrede, at de er kede af det, fortvivlede, eller hvad det nu er, der er i spil. Vi tager det jo ikke personligt,” fortæller Maria, inden Randi tager over.

”Vi synes sådan set, at det er positivt, at de er kritiske. Man skal ikke sluge alt råt, og vi ønsker jo også, at de er kritiske og stiller spørgsmål til deres eget liv her hos os. Så det er helt ok.” ”Ja”, fortsætter Maria, ”og når de så går ind på præmissen, så erfarer de som regel, at det er meningsfuldt, og at de faktisk kan bruge de redskaber, de får, og at de hjælper dem. Så fordufter vreden og usikkerheden”.

Hvad er jeres egen rolle i forhold til borgernes store tilfredshed?

De stopper lige op et sekund. En kort tavshed og en kort indre refleksion, men så er der også kø ved døren for at fortælle om den rolle, de har.  ”Vi er super engagerede og committede. Vi elsker at undervise. Det er meningsfuldt både for dem og for os. Vi er nærværende, og vi vil dem det godt. De er i gode hænder”, siger de og tager luft ind, inden de fortsætter: ”Vi sætter os også grundigt ind i, hvorfor de kommer hver især. Vi fortæller, at vi har videnskaben i ryggen, og at mindfulness hjælper mange med stress eller smerter, men vi er også ærlige og siger, at det ikke nødvendigvis hjælper alle,” fortæller Randi. Maria fortsætter: ”De må ikke synes, det er fjollet, det vi laver, for så lukker de af. Derfor er det vores opgave at koble meningsfuldheden på, og hvordan det giver mening lige netop i deres situation. Og det er vi gode til”. ”Ja”, konkluderer Randi med et smil, ”det er faktisk svært at få øje på, hvorfor de ikke skulle være tilfredse”.

De understreger begge, at den nysgerrighed på mennesker, der ligger latent i dem begge, gør noget godt for deres profession.

”Den nysgerrighed og interesse, vi begge har, er genuin og fodrer de relationer, vi har til de mennesker, vi arbejder med. Og netop relationen er afgørende for et positivt samarbejde og for tilfredshed og resultat. De er ikke bare et nummer i rækken eller endnu en borger. De har navne, og dem kan vi. Vi husker hvad de fortæller os, og vi ved præcist hvilke øvelser de arbejder med. Vi har det nærvær, der gør kontakten og relationen professionel, men også i en vis grad personlig,” fortæller de.

Noget andet, som Randi og Maria, men også deltagerne fremhæver som noget væsentligt for den markante tilfredshed, er selve gruppen. Det at de møder andre i samme situation. Det at der er løbende optag, så ”de gamle” er med til at introducere de nye. At man som ny deltager bliver genkendt i sin smerte, usikkerhed, fortvivlelse, reaktioner, symptomer etc. At ”de gamle” på holdet så at sige bliver vidnesbyrd på, at der findes en vej, og at det, der foregår i lokalet, giver god mening.

Jeg har fået svar på mit spørgsmål og kaster et kort blik på væggen, mens jeg repeterer: ..”ærlige, empatiske, respektfulde og gode til at kommunikere….” inden jeg opmuntret forlader rummet, medarbejderne og Vejle.

 

Læs med i uge 18

...hvor vi møder to af de borgere, der har fulgt forløbet og hører til blandt de tilfredse deltagere.