På svensk På norsk På finsk   Sitemap Udskriv siden

Hvordan skal et CV udarbejdes?

CV’et: Din personlige profil

Hvordan udarbejder du det perfekte CV: Din personlige profil, der beskriver alle dine kompetencer, erfaringer og kvalifikationer på en overskuelig og indbydende måde?
Dette notat giver et bud på og inspiration til, hvordan du kan udarbejde et funktionsopdelt og et kronologisk CV.

Det er vigtigt, at du udarbejder et fyldestgørende og grundigt CV. Du skal derfor have styr på alt det, du kan og er god til. Det betyder, at du ikke kun skal beskrive din uddannelse og dine konkrete joberfaringer, men også f.eks. dine fritidsaktiviteter og eventuelle tillidshverv.

CV’et indeholder dine personlige data, dine erhvervserfaringer, dine personlige egenskaber, fakta om din uddannelse og eventuelle relevante kurser, dine sprogkundskaber, dit it-kendskab, din deltagelse i klubber, foreninger eller udvalg, dine fritidsinteresser, dine ansættelsessteder og dine private forhold.

Det er vigtigt, at du altid målretter dit CV til det job, du søger. Søger du f.eks. en stilling inden for salg og marketing, er det dine erfaringer inden for marketing og relaterede områder, der især skal trækkes frem. Søger du derimod en stilling som uddannelseskonsulent, er det nogle andre erfaringer, der skal frem forrest i CV’et.
Nogle jobsøgere har derfor flere udgaver af deres CV, hvor det enkelte CV er udarbejdet præcist og målrettet mod det konkrete job.

Der er mange måder at udarbejde et CV på. Et CV er personligt, derfor er der ingen, der kan give opskriften på det rigtige CV. Hvad der er rigtigt for den ene jobsøger, er måske forkert for den anden.

Der kan dog opstilles nogle retningslinier for udarbejdelse af et CV

Et CV kan opstilles på to forskellige måder
Med fokus på dine funktioner, kvalifikationer og kompetencer = det funktionsopdelte CV

Med fokus på ansættelsessteder, uddannelsesmæssig baggrund og tidspunkter i kronologisk række-følge = det kronologisk opdelte CV

Det funktionsopdelte CV adskiller sig derfor fra det traditionelle kronologisk opdelte CV, som let kan blive en opremsning af titler og årstal, der ikke siger ret meget om, hvad du egentlig kan.

Dit CV skal fortælle, hvilke opgaver du har løst.
Dit CV skal fortælle, hvad der er specielt ved lige netop dit erhvervsforløb, så læseren får et billede af dig.
Det bør besvare spørgsmålet ”Hvad er specielt ved dig, og de opgaver du hidtil har løst?”

Læseren skal gennem CV’et få et billede af dig og din baggrund både i forhold til kvalifikationer, kompetencer og personlige forhold.

Derfor er det ikke tilstrækkeligt, at du skriver titler og datoer for dine ansættelser. Beskriv i stedet indholdet af dit arbejde, de opgaver du har haft, og den branche du eventuelt har arbejdet i. Det giver et bedre og mere detaljeret billede af dig, og hvad du kan tilbyde.

Dit CV skal være god reklame
God reklame er ærlig og positiv. Den fortæller om alle gode punkter, men nævner ikke de dårlige.

Hvilket CV skal du vælge?
Det er en smagssag, om du vil benytte et kronologisk CV eller et funktionsopdelt CV til at præsentere dig.
Nogle kan bedst lide det kronologiske CV, da det giver en historisk oversigt, andre er mere til det funktions-opdelte, hvor ens kompetencer træder tydeligt frem. Det kan også være, du vælger en kombination af de to typer CV.

Du skal dog undgå et "gravstens-CV", hvor du kun opremser titel og datoer. Fortæl i stedet, hvilke opgaver du har løst, hvilket ansvar du har haft, og hvilke resultater du har opnået.

Du skal vælge det CV, hvor dine kompetencer træder tydeligst frem, og som fremstår som din personlige præstation.

Det funktionsopdelte CV

Det funktionsopdelte CV er opdelt i kompetencer eller funktioner. Det fokuserer på dine kompetencer frem for på de steder, hvor du har været ansat. Det kan være en fordel for den nyuddannede, der ofte ikke har så mange ansættelser bag sig. Imidlertid har studenterjob, fritidsaktiviteter, frivilligt arbejde og selve uddannelsen givet dig forskellige kompetencer, som du kan skrive på dit CV.
Med det funktionsopdelte CV kan du nemmere målrette oplysningerne til den virksomhed og det job, du søger. Du kan vælge en relevant rækkefølge af dine kompetencer og nogle overskrifter, der vil give læseren et klart billede af de kompetencer, du har.

Søger du f.eks. en stilling som salgs- og marketingkoordinator, vil det være relevant, at de første kompetencer, du nævner har overskrifter som f.eks. ”Salg og kundeservice”, ”Marketing” eller ”Administration og regnskab”, ”Human Resources” og ”Undervisning”.

Søger du derimod en stilling som uddannelseskoordinator vil rækkefølgen af dine væsentlige kompetencer f.eks. i stedet kunne være ”Human Resources”, ”Undervisning, rådgivning og vejledning”, ”Salg og kundeservice” og ”Marketing”.

Det funktionsopdelte CV skal således ændres efter den stillingstype, du søger, og skal se forskelligt ud, hvis du søger to typer stillinger, som vægter forskellige personlige og faglige kompetencer

Det er altid vanskeligt at vide, hvad læseren præcist lægger vægt på. Du kan imidlertid bruge stillingsannoncen eller det, der kendetegner den jobfunktion, du søger uopfordret, til at opstille de krav, som dit CV skal signalere, at du opfylder. Det er vigtigt, at du vælger de oplysninger, der viser, at du er kvalificeret til og matcher det job, du søger.

Et funktionopdelt CV kan indeholde følgende: 

1. Personlige data
Navn, adresse, telefonnummer, mobilnummer, e-mail (kan f.eks. skrives i sidehoved eller øverst på første side).

2. Overskrift
CV, Curriculum vitae eller Dataliste.

3. Et kort resumé
Resuméet skal på en kort og præcis måde beskrive dine kompetencer, og hvad du har beskæftiget dig med. Her kan du også skrive om specielle erfaringer, som du ønsker at fremhæve.
Du kan eventuelt indlede resuméet med at skrive: ”Med baggrund i en uddannelse som... og erhvervskvalifi-kationer inden for…” eller ”Med udgangspunkt i X uddannelse og studiejob inden for X branche…”

Som det vigtigste skal resuméet være personligt: Hvis det lige så godt kunne være naboens, bør du præcise-re netop dine kompetencer.

4. Erhvervskvalifikationer
Find f.eks. fire-seks hovedoverskrifter med kompetencer af relevans for det job, du søger: Tænk over række-følgen og brug tid på at udarbejde relevante underpunkter, der uddyber hver af dine hovedkompetencer. Du kan evt. inddrage erhvervsarbejde, du har haft i studietiden, og relevant erfaring, du har fået i forbindelse med kurser, projektarbejde, specialeskrivning m.v. i din studietid. Har du f.eks. skrevet om produktudvikling i din hovedopgave, har du måske ikke praktisk erfaring med produktudvikling, men du har nogle teoretiske kompetencer, du kan nævne.

5. Personlige egenskaber
I beskrivelsen af dine personlige egenskaber skal du naturligvis lægge vægt på dine positive sider. Du kan overveje, hvilke af dine personlige egenskaber du vil præsentere i forhold til det job, CV’et er rettet mod. Beskriv dine personlige egenskaber kort og præcist og fremhæv dem, der har relevans for den stilling, du søger.

6. Uddannelse
Du skal nævne de uddannelser, du har gennemført. Begynd altid med den senest afsluttede. Du kan også vælge at skrive de kurser, du har deltaget i, og som har relevans for det job, du søger.

7. Sprogkundskaber
Du kan beskrive de sprog, du behersker, og om du både kan tale, skrive og læse sproget samt på hvilket niveau.

8. It-kendskab
Har du kendskab til f.eks. MS Office-pakken, kan du med fordel beskrive, hvilke dele af MS Office-pakken du anvender. Her skriver du ligeledes dit it-niveau, har du ”kendskab”, er du ”daglig bruger” eller ”superbruger”.

9. Ansættelsessteder og stillingsbetegnelse
Her skriver du en liste med dine tidligere ansættelsessteder og årstal for ansættelsen, det gælder også an-sættelser i studietiden. Lav listen i omvendt kronologisk rækkefølge, så du skriver din seneste ansættelse først. Hvis ikke din stillingsbetegnelse refererer til, hvad du har arbejdet med, kan du vælge at skrive et lille stikord til læseren. F.eks. siger ”Lørdagspostbud” mere end blot ”Postbud” eller ”Projektmedarbejder på kon-ceptudviklingsprojekt” mere end bare ”Projektmedarbejder”.

10. Andre relevante oplysninger
Her kan du skrive andre oplysninger, du finder relevante at fortælle en kommende arbejdsgiver om. Det kun-ne f.eks. være fritidsinteresser, tillidsposter, bestyrelsesarbejder eller personlige forhold (fødselsdato, familiære forhold, børn).

 
Curriculum Vitae

RESUMÉ
Efter flere års erfaring med salg og kundeservice fik min interesse for sprog, kultur og mennesker mig til at videreuddanne mig. Jeg har tage en kandidatgrad og er cand.mag. i fransk og erhvervsøkonomi. Jeg har derudover efteruddannet mig som Human Resource-konsulent. Jeg har desuden stor erfaring i undervisning, rådgivning og vejledning. Jeg har derfor kompetencer inden for

  • Human Resource
  • Undervisning, rådgivning og vejledning
  • Salg og kundeservice
  • Marketing
  • Sprog og kultur

Jeg vil gerne arbejde med HR i en eller anden form, og især ligger medarbejdernes kompetenceudvikling mig på sinde.

ERHVERVSKVALIFIKATIONER

  • Human Resources
  • Oplæring af kontorelever
  • Rådgivning og vejledning af studenter
  • Sagsbehandling ved studenterrådet
  • Uddannelsesplanlægning for kontorelever
  • Koordineringsopgaver for personalechef
  • Coaching og supervision af nye medarbejdere
  • Udarbejde personalemanual
  • Rekrutteringsopgaver

Undervisning

  • I fransk og engelsk, erhvervsfolk
  • Fransk, engelsk og tysk i gymnasier og på Købmandsskolen
  • Erhvervsøkonomi, Købmandsskolen og teknisk skole
  • Folkeskoleelever – vikar
  • Kontorelever – edb

Administration og regnskab

  • Dagligt ansvar for administration og forretningsgange
  • Udarbejdelse af salgsmaterialer
  • Kundebreve - Tilbudsmaterialer
  • Afstemning af kasse, bank og giro
  • Debitor- og kreditorstyring
  • Bogføring
  • Lønbehandling

Salg og Kundeservice

  • Internt salgsarbejde og kundebetjening
  • Modtagelse af ordrer
  • Vejledende salg
  • Udarbejdelse af salgsbudgetter
  • Salgsplanlægning og sælgerstyring
  • Operationel kundepleje dagligt
  • Behandling af alle former for kundehenvendelser
  • Marketing
  • Markedsundersøgelser
  • Messedeltagelse og planlægning
  • Produktpleje
  • Indsigt i afsætningsøkonomiske teorier, metoder og modeller

SPROG

  • Fransk på højt niveau.
  • Engelsk på højt niveau.
  • Italiensk på mellemniveau.
  • Tysk på mellemniveau

IT

  • Behersker Officepakken - superbruger
  • Udarbejdelse af figurer og tabeller i tegneprogrammet ClarisDraw
  • Bogføring i Navision og Concorde
  • Adobe Photoshop og QuarkXPress

UDDANNELSE
2004 - 2005     Human Resource-konsulent uddannelsen – 26 uger, Århus Købmandsskole
1999 - 2004     Cand.mag. i fransk og erhvervsøkonomi. Aarhus Universitet.
2003               Studieophold ved Università per Stranieri di Siena, Italien, 1 md.
2001               Studieophold ved Sorbonne, Frankrig, 4 mdr.
2000               Studieophold på universitetet i Narbonne, Frankring, 1 md.
1992 – 1995    Eksportassistentuddannelsen
1988 – 1991    Sproglig studentereksamen, Katedralskolen i Århus

KURSER

  • Pc-kørekort
  • NLP-kursus. 8 week-ends over ét år
  • Enkeltfag på Århus Universitetet – Italiensk – 1 semester 1 x ugtl.
  • Enkeltfag på Århus Universitet – Tysk – 1 semester 1 x ugtl.
  • Kursus i Navision og Concorde
  • Kursus i billedbehandling – Jensens Bureau

ERHVERVSERFARINGER
2002 – 2004     Underviser af erhvervsfolk i fransk og engelsk ved ES-skolen i Århus
2002 – 2004     Deltidsjob i studenterrådets hjælpetjeneste: rådgivning, vejledning og sagsbehandling
2001 – 2003     Tilkaldevikar på gymnasier, teknisk skole og købmandsskolen i Århus: underviste i sprog, erhvervsøkonomi og eksportsalg
2000                Vikar i Folkeskolen
1997 – 1999     Eksportassistent ved Mascot A/S
1996 – 1997     Salgsbackup ved Vineksportøren A/S
1992 – 1995     Eksportassistentelev ved Expedit A/S
1989 – 1991     Deltidsstudenterjob som bartender ved Café Noir, Århus

ANDRE RELEVANTE OPLYSNINGER
Jeg er gift med Ellen, der er kongreskoordinator i en stor dansk hotelkæde. Sammen har vi 2 børn, Pia på 8 år og Frank på 5 år.
Som fritidsinteresser har jeg fransk og italiensk mad og vin. Har sammen med nogle venner en lille privat importørvirksomhed. Vi arrangerer vinsmagning for venner og bekendte.
I ferierne rejser vi meget i Frankrig og Italien og nyder kulturen.
Jeg konditræner 2 gange om ugen, løber og cykler for at holde mig i form.

Det kronologiske CV

 Det kronologiske CV er det klassiske CV, hvor du fokuserer på dine ansættelsessteder, din uddannelsesmæssige baggrund, datoer og årstal. Det kronologiske CV er det mest anvendte format, og derfor også det CV, de fleste kender. Samtidig er det nemt at gøre det kronologiske CV overskueligt for læseren – det gælder særligt, hvis man har et længere karriereforløb bag sig – da det giver et godt overblik over ansættelsessteder og det hidtidige karriereforløb. Ulempen er, at man som personaleansvarlig skal lede efter relevante kompetencer, da disse som oftest ikke fremgår af ansættelsesstederne.

Du bør opbygge dit kronologiske CV omvendt kronologisk, så du begynder med de nyeste ansættelser og uddannelser og arbejder dig tilbage i tiden.

Det kronologiske CV kan indeholde følgende:

1. Overskrift
CV, Curriculum vitae eller Dataliste.

2. Personlige data
Navn, adresse, telefonnummer, mobil-nummer, e-mail (kan f.eks. skrives i sidehoved eller øverst på første side).

3. Et kort resumé
Resuméet skal på en kort og præcis måde beskrive dine kompetencer, og hvad du har beskæftiget dig med. Her kan du også skrive om specielle erfaringer, som du ønsker at fremhæve.
Du kan eventuelt indlede resuméet med at skrive: ”Med baggrund i en uddannelse som... og erhvervskvalifi-kationer inden for…” eller ”Med udgangspunkt i X uddannelse og studiejob inden for X branche…”

Også her er det vigtigt, at du præciserer netop dine kompetencer.

4. Ansættelsessteder og årstal med beskrivelse af stilling og arbejdsområde
I dette CV fremgår dine kompetencer af dit arbejdsområde, så du kan med fordel uddybe de sider af dine arbejdsområder, der har relevans for den søgte stilling. Forsøg at gøre beskrivelsen af arbejdsområdet præ-cis og forholdsvis kort. F.eks. kan du skrive: ”Salgsbackup ved Vineksportøren: Som salgsbackup udarbejdede jeg bl.a. salgsbudgetter og behandlede alle former for kundehenvendelser, ligesom jeg var med til at planlægge messer”
Husk årstal for ansættelsesperioden, og start altid med den seneste ansættelse.

5. Uddannelse
Du skal nævne de uddannelser, du har gennemført. Begynd altid med den senest afsluttede. Du kan også vælge at skrive de kurser, du har deltaget i, som har relevans for det job, du søger.

6. Sprogkundskaber
Du kan beskrive de sprog, du behersker, og om du både kan tale, skrive og læse sproget samt på hvilket niveau.

7. It -kendskab
Har du kendskab til f.eks. MS Office-pakken, kan du med fordel beskrive, hvilke dele af MS Office-pakken du anvender. Her skriver du ligeledes dit it-niveau, har du ”kendskab”, er du ”daglig bruger” eller ”superbruger”.

8. Personlige egenskaber
I beskrivelsen af dine personlige egenskaber skal du naturligvis lægge vægt på dine positive sider. Du kan overveje, hvilke af dine personlige egenskaber du vil præsentere i forhold til det job, CV’et er rettet mod. Beskriv dine personlige egenskaber kort og præcist og fremhæv dem, der har relevans for den stilling, du søger.

9. Andre relevante oplysninger
Her kan du skrive andre oplysninger, du finder relevante at fortælle en kommende arbejdsgiver om. Det kunne f.eks. være fritidsinteresser, tillidsposter, bestyrelsesarbejder eller personlige forhold (fødselsdato, familiære forhold, børn).

Curriculum Vitae

RESUMÉ
Efter flere års erfaring med salg og kundeservice fik min interesse for sprog, kultur og mennesker mig til at videreuddanne mig. Jeg har tage en kandidatgrad og er cand.mag. i fransk og erhvervsøkonomi. Jeg har derudover efteruddannet mig som Human Resource-konsulent. Jeg har desuden fået stor erfaring i undervisning, rådgivning og vejledning. Jeg har derfor kompetencer indenfor:

  • Human Resource
  • Undervisning, rådgivning og vejledning
  • Salg og kundeservice
  • Marketing
  • Sprog og kultur

ERHVERVSERFARINGER
2002 – 2004    Underviser ved ES-skolen i Århus - Jeg underviste erhvervsfolk i fransk og engelsk – der var tale om både gruppe- og individuel sprogundervisning
2002 – 2004    Deltidsjob i studenterrådets hjælpetjeneste - Jobbet bestod bl.a. i rådgivning og vejledning af studenter og sagsbehandling for studenterrådet
2001 – 2003    Tilkaldevikar på gymnasier, teknisk skole og købmandsskolen i Århus: Jeg underviste i sprog, erhvervsøkonomi og eksportsalg
2000               Vikar i Folkeskolen - Jeg underviste i alle fag på 8-10 klasses niveau
1997 – 1999    Eksportassistent ved Mascot A/S - Som eksportassistent var det mine primære opgaver at udarbejde salgs- og tilbudsmaterialer. Derudover stod jeg bl.a. for markedsundersøgelser på det franske marked.
1996 – 1997    Salgsbackup ved Vineksportøren A/S - Som salgsbackup udarbejdede jeg bl.a. salgsbudgetter og behandlede alle former for kunde-henvendelser, ligesom jeg var med til at planlægge messer
1992 – 1995    Eksportassistentelev ved Expedit A/S
1989 – 1991    Deltidsstudenterjob som bartender ved Café Noir, Århus

UDDANNELSE
2004 – 2005     Human Resource-konsulent uddannelsen – 26 uger, Århus Købmandsskole
1999 - 2004      Cand.mag. i fransk og erhvervsøkonomi. Aarhus Universitet
2003                Studieophold ved Università per Stranieri di Siena, Italien, 1 md.
2001                Studieophold ved Sorbonne, Frankrig, 4 mdr.
2000                Studieophold på universitetet i Narbonne, Frankring, 1 md.
1992 – 1995     Eksportassistentuddannelsen
1988 – 1991     Sproglig studentereksamen, Katedralskolen i Århus

KURSER

  • Pc-kørekort
  • NLP-kursus. 8 week-ends over ét år
  • Enkeltfag på Århus Universitetet – Italiensk – 1 semester 1 x ugtl.
  • Enkeltfag på Århus Universitet – Tysk – 1 semester 1 x ugtl.
  • Kursus i Navision og Concorde
  • Kursus i billedbehandling – Jensens Bureau

SPROG

  • Fransk på højt niveau.
  • Engelsk på højt niveau.
  • Italiensk på mellemniveau.
  • Tysk på mellemniveau

IT

  • Behersker Officepakken - superbruger
  • Udarbejdelse af figurer og tabeller i tegneprogrammet ClarisDraw
  • Bogføring i Navision og Concorde
  • Adobe Photoshop og QuarkXPress


ANDRE RELEVANTE OPLYSNINGER
Jeg er gift med Ellen, der er kongreskoordinator i en stor dansk hotelkæde. Sammen har vi 2 børn, Pia på 8 år og Frank på 5 år.
Som fritidsinteresser har jeg fransk og italiensk mad og vin. Har sammen med nogle venner en lille privat importørvirksomhed. Vi arrangerer vinsmagning for venner og bekendte.
I ferierne rejser vi meget i Frankrig og Italien og nyder kulturen.
Jeg konditræner 2 gange om ugen, løber og cykler for at holde mig i form.

 

 

 


 Til top