HISTORIEN OM Pia Tilbage på sporet efter 30 år med for meget alkohol

Da en rådgiver fra AS3 Employment konfronterer Pia med sin mistanke om, at hun har et alkoholmisbrug, får hun svaret: ”Jeg har været alkoholiker i mere end 30 år.”

Ud over at have kæmpet med et alkoholmisbrug gennem alle disse år, lider Pia også af social angst og efter mange år i landbrug, gartneri og som montrice, er ryggen og armene ikke, hvad de var en gang. Hun kan ikke længere arbejde fuld tid og er bevilget et fleksjob på 10-15 timer.

Det er Jobcentret, der henviser hende til forløbet hos AS3 Employment, hvor hun møder rådgiveren Mette og fysioterapeuten Tommy.

I begyndelsen af forløbet får Pia at vide, at hun ud over at møde til individuelle samtaler også skal deltage i fysisk træning og motion en time om ugen i fitnesscentret, føler hun sig bekræftet i, at kurset er meningsløst. Hun kan ikke tilbageholde sin frustration og råber til Mette: ”Og hva´ helvede har det så med jobtræning at gøre? Det får man sgu da ikke job af.”

”Jeg kunne simpelthen ikke se meningen med det dengang”, griner hun og fortsætter: ”Nu har jeg bedt om at få træning 2 timer om ugen. Jeg har jo indset, at det gavner min krop, jeg får mere energi, og jeg er blevet en gladere person”.

Et liv med alkohol
Pias alkoholmisbrug har været en følgesvend gennem hendes liv, siden hun var teenager. Hun vokser op ude på landet hos sine bedsteforældre, fordi forældrene, som har et alkoholmisbrug, ikke kan tage sig af hende. Så det ligger ligesom i kortene, at hun risikerer selv at få en tidlig debut på det felt.

”Jeg har været alkoholiker i mere end 30 år og typisk drukket mellem 10 og 15 øl om dagen”, konstaterer hun”.

Konsekvensen af alkoholmisbruget har blandt andet betydet, at hun har mistet kontakten til sin søn, og i dag kun har lidt kontakt med datteren.

Misbruget fører desuden til, at Pia lever et meget isoleret liv uden nære venner, der kan hjælpe hende og bakke hende op.

”Jeg har kun én rigtig ven i dag ud over min mand. Det er min underbo til den anden side, som jeg plejer at kalde hende.”

Vendepunktet
Mødet med AS3 Employments rådgivere Mette og Tommy bliver efter den svære start et vendepunkt for hende.

 ”Jeg har svært ved at forklare hvorfor”, reflekterer hun og leder efter ordene. ”Jeg tror, at det, at Mette gav udtryk for, at der var så meget i mig, at hun troede på mig, og at hun ville bakke mig op, blev afgørende.”

Da Mette konfronterer Pia med hendes mistanke om et alkoholmisbrug, går hun med til at lave en aftale med egen læge og indleder en antabusbehandling.  Desuden begynder hun med fysisk træning, som hun hurtig mærker har en god effekt på hendes energi og opfattelse af sig selv.

”Siden den dag, hvor jeg besluttede mig for at stoppe drikkeriet og begynde på antabus har jeg været tørlagt, og da jeg blev gift for kort tid siden, var der ingen alkohol på menuen”, understreger hun for at illustrere alvoren i sin beslutning

På vej mod job
Pia får det under forløbet bedre og bedre, og på et tidspunkt opsøger hun Mette. Der skal ske noget. 14 dage senere begynder hun i 8 ugers praktik hos bageren i Kvickly.

”Jeg stod op klokken 5.15 og gik ud til bageriet, så jeg kunne møde til tiden klokken 7.00. De kunne godt nok ikke beholde mig, men jeg føler mig et skridt tættere på et fleksjob”, fortæller hun.

Spørger man til hendes fremtid på arbejdsmarkedet, er der en målrettethed i hendes stemme, da hun svarer: ”Jeg går sgu ikke hernede for sjov, hvis du tror det. Jeg vil ud og lave noget, og selvfølgelig får jeg et job.” 

Redaktionen har valgt, at sløre kandidatens identitet. Pia hedder således ikke "Pia".

Forløbet

På det forløb, som Pia gennemførte hos AS3 Employment, indgik blandt andet individuelle mo-tiverende samtaler, fysisk træning med personligt træningsprogram, positiv konfrontation i forhold til misbrug og vejledning om alkoholbehandling. Desuden arbejdsmarkedsrettede tiltag som kom-petenceafklaring og realistiske jobmål, jobmatch og kontakt til relevante virksomheder samt praktik-etablering.

Læs om vores forløb her