Historien om Kenni Fra vrede og konflikt – til mønsterbryder og accept

Det specielle ved mælkebøtten er, at den kan vokse og blomstre under selv de vanskeligste forhold. Den burde ikke kunne gennembryde asfalt, men der midt i alt det sorte kan mælkebøttens gule blomst en solbeskinnet dag stjæle hele opmærksomheden.

I Sverige taler de om mælkebøttebørn og i Norge om løvetandsbørn. I Danmark har vi droppet botanikken og bruger et knapt så poetiske udtryk; mønsterbryder. Forskellige udtryk, men den samme historie om de børn, der mod alle odds klarer sig og bryder gennem den asfalt, der forsøger at holde dem nede.

Psykologerne bruger begrebet resiliens. Oversat handler det i psykologisk forstand om menneskers evne til at overvinde belastninger og risikofaktorer. Om livsmod og modstandskraft og om robusthed.

Man kan helt sikkert med stort udbytte læse om det i litteraturen, men man kan også bruge nogle timer sammen med Kenni, hvis man vil vide mere om dette begreb, og hvordan det udspiller sig i den virkelige og barskeste af alle verdener.

Det her er historien om et liv fyldt med problemer samt en happy end, som kan fortælles i tre akter. Udfordringen for både mig og læseren bliver, at vi begynder med tredje akt, springer så til første og slutter med anden.

3. akt ”Happy end”
Jeg spotter ham allerede gennem vinduet i den silende regn, da han svinger benet hen over sadlen og stiller cyklen op mod muren. Der er en vis målrettethed og energi over bevægelserne. Måske er det på grund af regnen. Måske er det sådan, han er?

Den, jeg taler om, er Kenni, som AS3 rådgiver Mette kort har introduceret over telefonen, og som jeg skal møde til et interview på det lokale AS3 center.

På gangen hilser han på Mette, Tommy og mig, og det stråler ud af ham, at han har det godt og at han trives. For kort tid siden bestod han sin eksamen som brandmand, og i dag er han ansat 15 timer om ugen i et fleksjob på den lokale brandstation.

Inde på kontoret fortæller han med en forståelig stolthed om det, han har opnået. ”Da jeg bestod eksamen forleden var det bare YES! Det var et stort øjeblik for mig, for jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive brandmand – aldrig. Men det er jeg, og det er første gang i mit liv, at jeg har skabt mig en karriere.”

Kenni er godt klar over, at han nu skal have en masse erfaring som brandmand, men livet har forandret sig radikalt de seneste 18 måneder, og han kan godt forestille sig om nogle år at læse videre til hold- eller indsatsleder. Verden har åbnet sig, og med det har han fået øje på de muligheder den tilbyder.

Det er nemt at forstå hans glæde, og det er nemt at dele glæden med ham, når man lige har hørt den korte version af hans liv.

1.akt ”Et barn, der aldrig blev opdaget”
Sådan betegner Kenni sig selv den dag i dag. Det er da også en mere end almindelig barsk historie, jeg bliver vidne til den eftermiddag. En historie om en mønsterbryder, som får mig til at lytte intenst, men som uanset mit nærvær og uddybende spørgsmål praktisk talt er umulig at forstå.

Den korte version af hans liv begynder således i en lejlighed på Nørrebro. Her hilser han for første gang på sine forældre, som begge er stofmisbrugere. Videre til et observations- og behandlingshjem, hvor han afgiftes. Tilbage til familien, som ikke kan tage vare på ham, og 14 måneder gammel anbragt på spædbørnehjemmet Skodsborg i Nordsjælland.

”Jeg ser stadig tydeligt billeder fra dengang. Biler der parkerer og voksne, der trækker af med et barn, som de har adopteret, eller som skal videre til en plejefamilie. Jeg husker deres øjne. Et andet tydeligt billede er af mig selv, der hver dag kører rundt på en trehjulet cykel. Årene skulle have været fyldt med kærlighed, men i stedet fik jeg en trehjulet cykel. Jeg tror, det var i de år, jeg udviklede en angst for verden og for mennesker”, reflekterer han.

Måske var det også i den periode, han udviklede en voldsom indre vrede, der har fulgt ham indtil nu.

Da han fylder 4 år, flytter han ind hos en plejefamilie. Allerede fra første klasse opstår der store konflikter i skolen med flere skoleskift til følge. Som 18 årig giver plejefamilien op, og han flytter ind i en lejlighed i Mjølnerparken på Nørrebro.

”Den type, jeg begynder at udvikle mig til, eskalerer i den periode. Jeg bliver betegnet som dyssocial, sociopat og følelseskold”, fortæller han. ”Jeg havde så meget vrede i mig, og egentlig ville jeg jo bare gerne være som andre og behandles som et ordentligt menneske”, konkluderer han, mens han rykker rundt i konstante små bevægelser på stolen.

Med sikre skridt bevæger han sig ind i den kriminelle verden. Som 18-årig ryger han første gang i fængsel for røveri. Han begynder at ”lege” med de hårde drenge, hvor der i legen indgår ingredienser som trusler, vold, våben, sprængstoffer etc. En kammerat bliver dræbt, han oplever et skudopgør, der er en Al Capone film værdig, og han bliver et par gange varetægtsfængslet. Da han på et tidspunkt vælger at samarbejde med kriminalforsorgen, sætter det kriminelle miljø en pris på hans hoved.

Det er hans første datter, der bliver skillevejen og afslutningen på den kriminelle løbebane.

”Jeg havde aldrig troet, at nogen kunne holde af mig og ville have børn med mig. Det var det, der gjorde, at jeg trådte ud af det der barske miljø.”

I sit første ægteskab bliver han far til to piger, men det hele ender ulykkeligt. Mens Kenni er væk, tager kæresten børnene, tømmer huset og flytter.

”Da jeg vendte hjem, var det eneste, der var tilbage i huset et billede på væggen af mine to piger. Jeg har ikke set dem siden”, fortæller han, og jeg fornemmer sorgen og tabet i den måde, han siger det på.

Der kommer flere brudte forhold i Kennis liv og flere børn.

Da jeg har lyttet til hans historie, føler jeg den største respekt for ham. Imod alle odds har han kæmpet for en ordentlig tilværelse og vundet. Men med den mængde af konflikter og problemer, der har præget hans liv, må jeg simpelthen have at vide, hvor gammel han egentlig er?

”Jeg er 32”, siger han ”men jeg har langt fra fortalt dig alt om mit liv.”

2.akt ”De blå blink”
Efter endnu et forlist forhold flytter Kenni for 18 måneder siden til Haderslev. Her møder han en pige, og de forelsker sig i hinanden. Hun bliver gravid, og i dag har de en lille datter på 4 måneder.

”Jeg har forandret mig meget. Jeg hidser mig ikke længere op, og jeg kan styre min vrede. Det har kostet at nå her til. Jeg har været gennem mange processer for at blive et normalt menneske. Men der er jeg i dag”, siger han med alvor i stemmen.

Fordi han er bevilget et fleksjob, tilbyder jobcentret ham at deltage på forløbet hos AS3, hvor han møder Mette og Tommy.

Han er usikker på, hvad han vil arbejde med, men i en samtale med Mette fortæller han en dag, at der er én ting, der altid har fascineret ham som barn inde på Nørrebro – de blå blink. Når han hørte sirenerne stablede han puderne på gulvet, kravlede op i vinduet og iagttog politibiler, ambulancer og brandbiler.

Mette og Kenni tager i fællesskab kontakt til den lokale brandstation.. Han får en aftale med indsatslederen og kommunen om to gange 3 måneders praktik, hvor kommunen efter de første 3 måneder tilbyder at betale uddannelsen som brandmand. Resten af historien kender I.

”Jeg er glad, ser mig selv som mønsterbryder og tænker på fremtiden som lys. Min kæreste er den bedste kæreste, man kan tænke sig, og jeg har fået min egen lejlighed nær brandstationen, hvor jeg kan have mit barn fra et tidligere forhold - så…jo jeg har aldrig haft det bedre”, slutter han, inden vi kører ned for at tage billeder på brandstationen.