AS3 Employment Fra kontoret for regler til kontoret for arbejde

I OVERSKRIFTEN LIGGER DER ET VARSEL OM ET PARADIGMESKIFTE, MEN OGSÅ EN GRAD AF REBELSKHED MOD DEN SYSTEMTÆNKNING, DER HAR PRÆGET BESKÆFTIGELSESOMRÅDET I MANGE ÅR.

Netop systemtænkningen, borgerens medindflydelse samt det at forstå, hvordan forskellige aktører spiller en rolle i lokalsamfundet for at løse de udfordringer og problemer, kommunen står med og for at skabe et dynamisk arbejdsmarked, ligger tydeligvis Søren Landkildehus meget på sinde.

I den sammenhæng indgår Holstebro kommune, hvor han er ansat som arbejdsmarkedschef, blandt andet i projektet ”Local Innovation in Social and Employment Services” i et samarbejde med Aalborg Universitet.

Søren Landkildehus har en Ph.d. i filosofi fra University of Reading i England samt en mag.art fra Aarhus Universitet. Han har arbejdet med beskæftigelsesområdet siden 2009, og det er da også tydeligt, at filosoffen og pragmatikeren har taget hinanden i hånden i forhold til at gennemføre det paradigmeskifte, han er ansvarlig for skal lykkes i Holstebro Kommune.

Søren Landkildehus beskriver her, hvordan refusionsreformen har forandret jobcentrets måde at tænke og arbejde på.

Refusionsreformen er en gave til kommunerne

”Refusionsreformen er en gave, fordi det har gjort vores opgave meget entydig. Vi skal få borgeren i selvforsørgelse. Samtidig har vi fået frihed i kommunerne til selv at komme med et svar på, hvordan det kan lykkes,” indleder Søren Landkildehus.

”For mig er det helt klart, at vi skal flytte ressourcerne væk fra skrivebordene og ud i virksomhederne. Derfor venter vi også spændt på den ny beskæftigelseslov, fordi der stadigvæk er alt for mange proceskrav, vi skal bruge alt for mange ressourcer på at løse effektivt,” reflekterer han med håbet om, at netop det område vil være radikalt forandret i den kommende beskæftigelseslov.

 

Forandringsproces for personalet

For at det skal lykkes at skabe det nødvendige paradigmeskifte, er det helt afgørende at få hele personalestaben til at forstå og tænke i en ny retning, mener Søren Landkildehus og kommer med et eksempel på det skifte, han ønsker.

Eksemplet handler om et møde, han havde med medarbejderstaben, hvor en medarbejder siger, at hun sidder med alle de tunge sager.

”Så fløj det ud af mig: Så sidder du med de forkerte sager, for vi har ingen tunge borgere,” griner han i erkendelse af, at det var en noget bombastisk udmeldelse. Ikke desto mindre var det også sagt med en god portion alvor.

”Jo, for vi kommer i al for høj grad til at stemple borgerne, allerede når de træder ind ad døren. Det er en del af den systemtænkning, vi skal til livs og have forandret. I stedet skal vi møde borgerne, der hvor de er. Inddrage dem og se på, hvordan de kan få helheden til at fungere både på arbejde og derhjemme. Det er det fokus, vi skal have. Vi arbejder med værdifulde borgere med værdifulde kompetencer, og de skal vide, at de har værdi. Så skal vi selvfølgelig som ledelse sikre at medarbejderne bliver opkvalificeret, så de kan samtale med borgeren om, hvordan de kommer videre,” konkluderer Søren Landkildehus, der fortæller, at de følger op på de mange processer, de har sat i gang, og at evalueringerne, som foretages eksternt, bekræfter, at mindsettet ud i alle kroge er forandret. Medarbejderne har taget forandringen til sig.

Jobformidling og tidlig indsats

”Når en borger træder ind på jobcentret, skal vi tale arbejde, og vi skal altid se vedkommende som en ressource. En ressource som vi skal matche med en arbejdsgiver. Et match, som borgeren er i stand til at honorere måske bare nogle få timer om ugen,” siger Søren Landkildehus, der understreger, hvor vigtigt det er, at der bliver skabt et tydeligt resultat for borgeren, så de så at sige ikke går tomhændet hjem.

”På den her måde arbejder vi med en mere direkte og entydig proces. Det kan være, at borgeren lige i øjeblikket har en nedsat arbejdsevne, men derfor kan arbejdsmarkedet via småjobs godt være en realistisk tilgang, så vi skaber et hurtigt og synligt resultat. Modsat, hvis vi sender borgeren på kurser eller aktivering, som ikke giver mening eller hjælper dem. Så træner vi dem jo i at få mistillid til systemet, og så har vi tabt dobbelt,” understreger han og peger på, at en tidlig indsats er afgørende for at skabe gode resultater, og at arbejdet allerede har betydet, at der nu er en tydelig tendens til, at fokus er skiftet fra fleksjob til småjob.

Desuden har Holstebro Kommune det seneste år haft en bedre udvikling end landsgennemsnittet i forhold til antallet af ydelsesmodtagere, hvor kurven for aktivitetsparate og permanent forsørgelse tidligere, som Søren Landkildehus udtrykker det, så skidt ud.

Forandringsproces i vores handlinger

Det, at medarbejderne taler om borgeren som en ressource og det at tænke anderledes om, hvad ens rolle og opgave er, har skabt forandringer i den indsats, der ydes og måden den udføres på.

I dag er medarbejderne i langt højere grad ude på virksomhederne, hvor den helt centrale opgave er, at borgeren kommer ud på det reelle arbejdsmarked og ikke praktikarbejdsmarkedet, som kommunen tidligere fik refusion for.

”Vi har måttet erkende, at praktik ikke løser problemet, hvis ikke vi i tilstrækkelig grad matcher borger og virksomhed. Derfor skal praktikken føre til et reelt job. Det kan godt være småjob, fordi det både strategisk og på længere sigt betaler sig. Dels viser det, at borgeren kan fungere på arbejdsmarkedet og har værdi. Dels skal de så ikke i samme omfang deltage i aktivering, samtaler mv. i jobcentret” understreger Søren Landkildehus.

Virksomhedsarbejdet har også fået en anden værdi. Tidligere stod virksomhedskonsulenten alt for ofte med hatten i hånden og bad virksomheden løse en opgave for jobcentret ved at tage en borger i praktik. I dag er det lige omvendt. Nu møder konsulenten op for at yde en reel service. Nu er fokus på virksomhedens situation og efterspørgsel på arbejdskraft, hvor konsulenten så søger et match, også når det gælder praktik.

Civilsamfundet og den lokale forankring

Systemtænkningen har gennem mange år opdraget folk til, at når der er et problem, så må systemet løse det. I forbindelse med paradigmeskiftet er et helt relevant spørgsmål derfor også: hvorfor er det nødvendigvis kommunen, der skal løse alle problemer?

”Vi skal i fremtiden være skarpere på hvilke processer, der er nødvendige for at løse opgaverne i vores lokalsamfund og hvilke medspillere, vi kan inddrage og samarbejde med fra civilsamfundet. For eksempel er mange virksomheder stolte over at bidrage til at løse opgaven med unge og ledige. Det giver også god mening at spørge flygtninge, og andre på offentlig ydelse, hvor der ikke umiddelbart er et job til dem, om de har overvejet at tage et frivilligt arbejde. Så bidrager de til fællesskabet, får værdi, får sig et netværk og har nogen at tale med om det, der optager dem,” reflekterer Søren Landkildehus og peger på nogle af de store udfordringer kommunen står med i dag.

Det drejer sig blandt andet om, at A-kasserne i dag ikke længere har den samme aktive rolle som tidligere. Kun store A-kasser som 3F er i lokalområdet, mens mange mindre A-kasser kun er til stede i de større byer og derfor ikke har det nødvendige kendskab til det lokale arbejdsmarked, og det er et reelt problem, mener Søren Landkildehus.

Realkreditinstitutternes stavnsbånd på arbejdsmarkedet, er et andet stort problem, fordi borgerne i området ikke kan sælge deres huse og flytte derhen, hvor jobbet er. Andre udfordringer er den demografiske forandring.

”Til sammen er det en kæmpe udfordring og på mange måder et demokratisk problem, hvor vi må inddrage civilsamfundet i løsningen af dem,” slutter Søren Landkildehus.

 

Fakta

Refusionsomlægningen trådte i kraft 1. januar 2016. Regeringen indgik en aftale om et nyt refusionssystem på beskæftigelsesområdet med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.