Brevet fra en kandidat Godmorgen Sabine

Sådan begynder en mail, som afdelingschef, Sabine Frølund fra AS3 Employment modtager den 18. marts klokken 07:56. I emnefeltet står der: ”Tak for god behandling”.

Mailen er fra Dorthe Viemose. Hun er i dag førtidspensionist, men har alligevel valgt at sende mailen, fordi, som hun skriver:”…det er vigtigt for mig, at I som flok, og du som chef ved, at det I gør er vigtigt, og at I gør det rigtigt rigtigt godt”.

Sabine Frølund, som hun skriver mailen til, var hendes coach for seks år siden i 2010, da hun første gang var sygemeldt med stress. Senere kom der flere sygemeldinger, og indtil hun fik tilkendt førtidspension i 2016, var hun i en længere periode tilknyttet AS3 Employment i Kalundborg.

Vi har fulgt op på mailen og mødt Dorthe Viemose og hendes seneste rådgiver Kicki Juhl-Meyer.

Billedligt talt gik jeg konkurs
Da Dorthe Viemose, som er 56 år, træder ind på kontoret, virker hun umiddelbart som et ganske almindeligt sundt og raskt menneske. Intet afslører eller identificerer ved første indtryk hendes stress. Hun er velformuleret og giver et fast håndtryk til goddag.

 Men bag det venlige og milde ansigt gemmer der sig en historie om en kvinde, hvis liv har ændret sig radikalt på grund af stress. Selv kalder hun det – dybt tragisk, at det er endt, som det er.

”Jeg havde så meget, jeg skulle nå med de børn, jeg underviste på Kalundborg Friskole. Og jeg var god til mit arbejde. På den måde gør det virkelig ondt at erkende, at det kan jeg ikke mere,” fortæller hun.

”Billedligt talt oplevede jeg udviklingen i min stress som at stifte mere og mere gæld gennem lån i banken, indtil de ikke ville låne mig flere penge, og jeg gik konkurs”.

Her er hovedet dummere end kroppen
I 2013 er Dorthe Viemose så hårdt ramt af stress, at hun atter må sygemeldes.  På det tidspunkt står symptomerne i kø og skriger på at blive set og få lidt opmærksomhed, men hun har slet slet ikke overskud til selv at se, hvor galt det står til. Så hun fortsætter så at sige med at ”optage lån i banken”.

”Jeg var der, hvor jeg, når jeg fik min aktivitetsplan på skolen, begyndte med at plotte helligdage og fridage ind i stedet for mine undervisningstimer. Jeg kunne ikke koncentrere mig eller huske, så jeg måtte tage flere og flere timer til rådighed i døgnet for at kunne nå det, jeg skulle. Det var brandslukning i døgndrift. Gik det galt måtte jeg lægge strategier, så ingen opdagede det. Når jeg for eksempel efter fem minutters undervisning gik i sort, forklarede jeg eleverne, at jeg lige skulle hente en bog. Så tog jeg frisk luft ind og fik lidt samling på mig selv, før jeg vendte tilbage til klasselokalet,” forklarer hun om tiden før kroppen sagde fra, og hun måtte sygemeldes.

Hun var godt klar over, at det ikke stod så godt til, men alligevel fortsatte hun dag efter dag.

”Jeg skulle selvfølgelig have sagt stop, men jeg var presset af en leder, der trak i mig, og jeg følte jo at det var andres liv, det handlede om, mere end mit eget,” er hendes forklaring på, hvorfor hun ikke fik sagt fra.

”Her er hovedet dummere end kroppen. Det lykkedes jo mit hoved at overbevise mig om at fortsætte, selvom kroppen for længst havde sendt klare signaler om, hvor galt det stod til. Først da vi kom dertil, at der ikke var mere at forhandle om, hvor klappen gik ned, kroppen stod af og alt gik i sort, blev jeg sygemeldt,” husker hun om den tid, der for altid skulle forandre hendes liv.

Jeg er blevet en anden
”Jeg tror ikke, jeg bliver rask på den måde, at jeg bliver den samme som før. Jeg må erkende, at noget har ændret sig – radikalt altså og måske for altid. Jeg må i gang med så at sige at genopfinde mig selv. Se mig selv i øjnene på en ny måde og finde ud af hvem jeg er,” lyder erkendelsen om de konsekvenser hendes stress har haft for hende.

Meget, som før var helt naturligt i Dorthes liv, har nu konsekvenser. Regnestykket er: hvis jeg gør det og det, så har det en pris, og er jeg parat til at betale den?

”Det kan være at sige ja tak til en invitation, at komme her til AS3 i dag, ikke at kunne deltage i familiefester eller andet socialt samvær, eller at jeg nogle gange må bede mine børn og børnebørn om at tage hjem, fordi jeg ikke kan holde til så mange mennesker og støj. Det er unaturligt og grænseoverskridende at gøre,” fortæller hun, om nogle af de konkrete forandringer hendes sygdom har medført. Andre voldsomme ændringer har været a miste korttidshukommelsen og evnen til at lære nyt. ”Knagene” i hovedet til at hænge ny viden op på er forsvundet.

Mødet med AS3 Employment
Da Dorthe Viemose bliver sygemeldt i 2013, bliver hun på et tidspunkt af jobcentret henvist til AS3. Om mødet fortæller hun:

”Når man møder op, er man meget lille. I har jo magten, og jeg er sendt her hen. Det er ikke frivilligt, men noget jeg skal. Det er en del af processen,” begynder hun og fortsætter:” Så er man nervøs for hvem man møder, og om man bliver mødt som et ordentligt menneske eller måske som en svindler,” siger hun og ser med et smil på sin tidligere rådgiver Kicki Juhl-Meyer, som er med til samtalen.

”Altså vil de tro på, hvad jeg siger? Jeg vidste jo at det, jeg sagde, var ærligt, så hvis jeg blev mødt med mistillid – hvad så? Hvordan skulle jeg så håndtere det? Hvordan beviser man, at det, man siger, er sandt? Men alle mine overvejelser blev gjort til skamme. Jeg blev mødt med tillid, og jeg skulle ikke bevise noget. Der var også en god balance i mødet, som passede mig. De kunne se jeg havde det dårligt, men det blev aldrig den der uh-hvor-er-det-synd-for-dig-agtige tilgang,” fortæller hun.

Faste rammer og referater
Da Dorthe oplever, at hun bliver mødt med tillid, reel opmærksomhed, og at der er respekt for hendes grænser, og at de ansatte ”sgu godt ved, hvad de har med at gøre”, som hun udtrykker det, fornemmer hun en både fysisk og psykisk lettelse.

”Jeg kunne lægge ansvaret fra mig. Jeg skulle ikke kæmpe med at få rådgiverne til at forstå, hvordan jeg havde det, og hvad jeg gav udtryk for,” siger hun, mens et erindringens blik strejfer Kicki Juhl-Meyer, som sidder ved siden af hende. ”I tog helt konkret byrderne fra mig. ”Den tager vi. Det undersøger vi. Vi vender tilbage”. Når jeg fortæller om det, plejer jeg at sige:” Jeg bidrog med det, jeg kunne. Alt det andet havde jeg folk til,” griner hun stille med tanken på de relationer, der blev skabt mellem hende og sagsbehandlerne, Søren Holm og Lene Henriksen samt virksomhedskonsulent Kicky Juhl Meyer, som supplerer Dorthes udlægning af teksten: ”Vi gik ind næsten med det samme og lavede meget faste rammer og en struktur for mødetider, at det var mig, der ringede dig op på bestemte tidspunkter, og at jeg altid sendte referater af det, vi havde talt om”.

”Ja,” fortsætter Dorthe Viemose,” og det var super vigtigt for mig, at du altid overholdt vores aftaler og sendte mig referater af vores møde”. Hun holder en pause, hvor hun dvæler ved det, hun lige har sagt, inden hun understreger, ”referaterne var super vigtige, for jeg havde jo glemt det, vi talte om, når jeg gik ud af døren, og når min mand spurgte mig, hvordan det var gået, og hvad vi havde talt om, så vidste jeg det jo ikke,” fortæller hun.

Det bedste og det værste tidspunkt er tirsdag eftermiddag
I forbindelse med afklaring af sin arbejdsevne kommer Dorthe Viemose i praktik i en genbrugsbutik to timer om ugen. I den sammenhæng bliver hun bedt om at skrive dagbog. I dagbogen noterer hun, hvordan dagene i løbet af ugen har været i forhold til den belastning, hun bliver udsat for. Desuden skal hun vurdere sin dag fra 1 – 10, hvor 1 er en super dag, mens10 er uudholdeligt.

”Det var Kicki, der insisterede på, at jeg skulle føre dagbog. Jeg syntes ikke, det var sjovt, men betragtede det som en lektie. Dagbogen var min hukommelse, og det var fint. Men det er også ubehageligt at læse dagbogen efter endt praktikophold og se, hvor dårligt jeg har haft det,” fortæller Dorthe Viemose om tiden i praktik

”Jeg husker”, begynder Kicki Juhl-Meyer,” at det bedste og det værste tidspunkt på ugen for dig var tirsdag eftermiddag. Det var det bedste tidspunkt, fordi praktikken var overstået, men det værste fordi konsekvenser af at være i praktik nu viste sig”.

”Ja, det var en barsk periode. Efter to timer i genbrugsbutikken var jeg ofte helt brugt op. Jeg kunne køre fra arbejdspladsen og hen til Rema, hvor jeg udmattet faldt i søvn i bilen på parkeringspladsen. Eller måske nåede jeg ikke engang at starte bilen, før jeg faldt i søvn ud for genbrugsbutikken. Det var ikke sjovt og skismaet var jo, at jeg gerne ville arbejde, men ikke kunne. Som at ville løbe sig en tur med et brækket ben,” fortæller hun om tiden i praktik.

Afslutning på praktik
På et tidspunkt i praktikforløbet bliver det afprøvet, hvordan Dorthe Viemose reagerer, hvis praktikken bliver sat op til 4 timer om ugen. Det går slet ikke, og da Kicki Juhl-Meyer også vurderer, at to timer er med til at forværre Dorthes helbred, afbryder hun praktikforløbet.

AS3 Kalundborg vurderer, at Dorthes arbejdsevne er under to timer, så da hendes sag skal for Rehabiliteringsteamet i Kalundborg Kommune, går man efter en førtidspension. Det ender med, at Rehabiliteringsteamet er enige i den vurdering, og de indstiller Dorthe Viemose til en førtidspension.

”Det var en fantastisk lettelse, da praktikken stoppede,” sukker Dorthe Viemose, og man fornemmer lettelsens karakter i tonefaldet.

”Jeg har haft et godt forløb, og her bagefter kan jeg ikke se, man kunne have gjort sådan eller sådan for, at det skulle have været bedre, eller at det måske ville være gået hurtigere,” konkluderer hun på det forløb, hun har været igennem hos AS3.

Fakta

Langvarig stress kan påvirke hjernen og give varige hjerneskader. Skaderne opstår, fordi stresshormonerne under en kronisk eller længerevarende stress begynder at slå nerveceller i hjernen ihjel. På hjernescanninger kan man se, at Hyppocampus, der regulerer vores stresshormoner, bliver mindre. Hvis ikke man behandles for sin stress, kan manglende hukommelse og koncentration blive permanent. En anden konsekvens kan være, at man ikke kan tilegne sig nyt stof. ”Knagene i hovedet til at hænge ny viden op på er forsvundet”, som Dorthe Viemose udtrykker det.