Uopfordrede ansøgninger

Der er flere faktorer, der har indflydelse på, om du har succes med din jobsøgning. Mange jobsøgere søger kun job ved at kigge i avisen og på internettets forskellige jobdatabaser. Hvis der ikke er opslået nye job her, tænker man ”Så er der heller ikke noget at gøre i dag”. Søger du job på denne måde, er du måske kun aktiv jobsøgende 1 dag om ugen og søger 1 – 2 stillinger, resten af ugen er du inaktiv. Denne måde at søge job på, kalder vi ”søndagsadfærd”.

Søger du for eksempel kun job via avisen og internettet, er der en række job, du aldrig får kendskab til. Stillingsmarkedet er nemlig betydeligt større, end det umiddelbart synes, fordi mange stillinger aldrig bliver slået op, men bliver besat på anden måde. Faktisk er det sådan, at ca. 28 % får job ved at svare på de annoncer, der findes i aviserne, hvorimod 72 % får job på en anden måde. Den måde, du planlægger din jobsøgning på, har stor betydning for dine chancer for at få et job. Jo mere aktiv du er i din jobsøgning, jo større er mulighederne for, at jobsøgningen giver resultat.

Find de job, de andre ikke ser

Det samlede stillingsmarked kan sammenlignes med et isbjerg, som kan opdeles i et formelt og et uformelt stillingsmarked.

Det formelle stillingsmarked er den del af isbjerget, der stikker op over vandoverfladen, og som er relativt let at få øje på. Det er de job, der bliver slået op i f.eks. avisen eller på internettet. Der er let adgang til at søge jobbene her, og derfor er der også mange ansøgere til det enkelte stillingsopslag. Det uformelle stillingsmarked, som er den del af isbjerget, der ligger under vandoverfladen, og som ikke umiddelbart er synlig, indeholder alle de job, som ikke bliver formelt slået op, men som bliver besat på anden måde. Det kan f.eks. være via netværk, uopfordrede ansøgninger eller rekrutteringsfirmaer. Det uformelle stillingsmarked er langt det største, ligesom den usynlige del af isbjerget.

Konkurrencen på det formelle stillingsmarked er større, fordi der er flere, der er opmærksomme på denne mulighed. Af den grund er det også vanskeligere at komme gennem ”nåleøjet” og komme til en samtale. På det uformelle stillingsmarked er konkurrencen mindre, fordi mange jobsøgere ikke er bevidste om denne måde at søge job på. Som jobsøger på det uformelle stillingsmarked er det væsentligt, at man har et klart billede af sine faglige og personlige kvalifikationer, har opstillet præcise og realistiske jobmål og kender de jobsøgningsmetoder, du med fordel kan anvende her.

For at din jobsøgning kan være effektiv, er det vigtigt, at du ved, hvad du kan tilbyde en kommende arbejdsgiver, og hvordan stillingsmarkedet fungerer. Og det er meget afgørende, at du har kendskab til forskellige jobsøgningsmetoder og kan strukturere og målrette din jobsøgning. En forudsætning for, at du kan gøre din jobsøgning så effektiv og målrettet som muligt, er også, at du har et gennemarbejdet jobsøgningsmateriale. Derfor vil vi her give dig inspiration til, hvordan du kan udforme dette.

Udformning af den uopfordrede ansøgning

Før du sender en uopfordret ansøgning, er det vigtigt, at du har gjort dig helt klart, hvilke typer virksomheder du vil henvende dig til, så du kan målrette din ansøgning. Herefter finder du adressen på virksomhederne og får fat i navnet på kontaktpersonen på den enkelte virksomhed.

Indholdet i en uopfordret ansøgning er lidt anderledes end i ansøgningen som svar på en annonce. Du skal stile ansøgningen til den person, du har fundet frem til som kontaktperson.

  1. Overskrift
    Det skaber blikfang, hvis du sætter en rammende overskrift ind i din ansøgning. Det kunne f.eks. være stillingsbetegnelsen for det job, du søger, eller en beskrivelse af indholdet. For eksempel "Erfaren og kreativ receptionist søger uopfordret", "Flittige hænder søger job som produktionsmedarbejder hos jer" eller "Firmaets nye ordre gør, at I har brug for mig".
  2. Begrundelse og motivation
    Hvis du søger hos en bestemt virksomhed, skal du kort beskrive, hvorfor du gerne vil arbejde i netop denne virksomhed.
  3. Beskriv jobbet, du søger
    Det er her, du skal gøre virksomheden opmærksom på, hvad du kan, og hvad du har lyst til at arbejde med. Du skal fortælle, hvad du kan tilbyde virksomheden, og hvilke opgaver du kan løse for virksomheden. Det er vigtigt, at du fremhæver dine væsentligste og relevante kvalifikationer og erfaringer. Det er her, du skal ”sælge” dig selv til jobbet – det vil sige fremhæve de gode argumenter, så du kan komme til en jobsamtale.
    Byg gerne fleksibilitet ind i ansøgningen. Hvis du ikke nødvendigvis søger et fuldtidsjob, så skriv ind i ansøgningen, at du er interesseret i for eksempel ansættelse på deltid, projektansættelse, vikariat eller freelance. Kan du tiltræde med kort varsel, så skriv også det ind i ansøgningen.
  4. Afslutning
    Når du sender en uopfordret ansøgning, har du taget initiativet. Du er den aktive. I afslutningen skal du forsøge at holde fast i dette ved at skrive, at du kontakter virksomheden inden for de nærmeste dage. Du kan for eksempel skrive: "Jeg vil kontakte dig i slutningen af ugen for at arrangere en uforpligtende samtale og et personligt møde" eller "En af de nærmeste dage vil jeg ringe til dig for at høre, om vi skal aftale tid for en samtale".